292631189

19

HANDSKER I 100 AAR

ved Garvningen fortrinsvis blev anvendt Pile- og Vidiebark, og der­ efter viste det sig, at tilsvarende Handsker ogsaa lod sig fremstille andre Steder. Baade Viborg og Odense blev Handskecentrer. Navnlig i Odense tog man fat med Dygtighed og Energi, og denne By kom op paa en betydelig Eksport og blev den førende i Branchen. Men det, der eksporteredes, hed stadig Randershandsker. Alt har sin Tid her i Verden. Omkring Midten af det 18. Aarhundrede var dansk Handskemageri paa sit højeste, men kom derefter mere og mere i Forfald, saa det efter Aarhundredskiftet helt havde mistet sin Betydning for Eksporten. Medens vi herhjemme havde sat hele vor Lid til de uforlignelige Randershandsker, var Udviklingen i Udlandet løbet fra os, og Haandværket kunde kun reddes ved at modtage Lær­ dom udefra. Endnu engang gik Randers i Spidsen. En dansk Mand ved Navn Kellermann oprettede i 1811 en Fabrik i Randers og indkaldte franske Handskemagere til at arbejde i den, og en af disse, Mattat, overtog senere Fabrikken og drev den betydeligt frem. Medens det fra de ældste Tider havde været saadan, at de smaa Handskemager­ mestre købte de raa Skind og selv behandlede dem til videre For­ arbejdning, blev det nu almindeligt, at man fik de færdige Skind fra Mattats Fabrik i Randers. I 1844 var der saaledes kun fem eller seks af Københavns 34 Handskemagere, der selv garvede deres Skind. Netop ved denne Tid var der imidlertid alvorlig Fare for den hjemlige Industri. Enhver maatte indrømme, at de indførte franske Handsker baade saa kønnere ud og passede bedre end de danske. Franskmæn- dene havde nemlig opfundet en ny Farveinetode og en ny Behand­ ling med Rækning og Strækning af Skindene inden Udskæringen, hvorved Handskerne blev mere ensartede og mindre udsat for at skifte Form under Brugen. Det var et saa afgørende Fremskridt, at de Me-