LivsforsikringsAnstaltensFestskrift_1842-1892

STATSGARANTEREDE FORSØRGELSES-ANSTALTER FØR 1842

102

en saadan Sikkerhed ikke haves, og det vilde medføre for stor Risiko at lade Vedkommende udstede Obligation for Indskudssummen som et Laan fra Kassen, selv om der gaves særligt Pant. Derimod vilde Interessenternes Tarv og Anstaltens Sikkerhed kunne forenes ved, at opsatte Livrenter og Overlevelsesrenter afgjordes ved Præmie­ betaling, livsvarig eller i et vist Antal Aar, naar Forsikringens Gyldighed gjordes afhængig af, at Præmien erlagdes i rette Tid. At der ved Beregningen af Præmierne ogsaa skaffedes Anstalterne Sikkerhed for den Risiko, at Døden indtraf, før de stipulerede Præmier vare betalte, var en Selvfølge. Men for at Forsømmelse i Præmiebetalingen ikke skulde paadrage den Forsørgede værre Følger, end Anstalternes Sikkerhed udkrævede, vilde der, naar saadant indtraf, blive Vedkommende tilgodeskrevet en nedsat Forsørgelse i Forhold til de virkelig afgjorte Præmier. Med Betænkningen indsendtes en sammenlignende Oversigt over den paatænkte Anstalts og andre lignende Selskabers Tarifer, hvoraf ses, at Indskudene — paa Grund af den højere Rentefod — ere noget billigere end i de uden­ landske Selskaber, men paa den anden Side ikke lidt dyrere end Enkekassens. Dette kom af, at efter F i n l a i s o n s Tavler leve Kvinder i Gjennemsnit længere end Mænd af samme Alder, hvorhos den antagne lavere Rentefod end Enkekassens (3 7 2% mod 4 % ) havde fordyret Prisen; men dette sidste op­ vejedes formentlig ved, at Dødeligheden efter S u s s m i l c h - b a u m a n n F i n l a i s o n . Komiteen ansaa det dog ej tilraadeligt at sætte Indskudspriserne lavere, dels paa Grund af den betydelige Lettelse, der tilbødes Interessenterne ved Præmiebetalingen, dels fordi den ved 3 7 2 % Rentefoden forventede Fordel paa Renten var nødvendig til at dække Administrations-Omkostningerne. Yderligere maatte det ej glemmes, at Forsørgelser for Kvinder ikke som i Enkekassen bortfaldt, naar og saalænge vedkommende Kvinde var gift. Og endelig havde Opgjørelsen i 1836 vist, at Enkekassens Tarif snarere var for lav end for høj, hvilket sidste havde været en temmelig almindelig Anskuelse, og at Status udviste en ret betydelig Underbalance. Og om end denne tildels skyldtes tilfældige Tidsomstændigheder, der ikke med Rimelighed kunde an­ tages at ville gjentage sig, blev det dog klart, at de engang bestemte Indskud til Enkekassen ej alene ingenlunde kunde nedsættes, men endog ingen Garanti gav for, at Kassen ved indtrædende uberegnelige Omstændigheder ikke i Fremtiden kunde komme til at behøve Tilskud fra Staten. større end ifølge

4 Aar

er