LivsforsikringsAnstaltensFestskrift_1842-1892

STATSGARAN TERED E FO RSØ RGELSES-ANSTALTER FØR 184 2

deltage i Overskudet, men paa den anden Side heller ikke eie pligtige til at yde Tilskud udover de fastsatte Indskudspriser. Som liggende udenfor Anstaltens egentlige Øjemed ere Forsikringer paa Andenmands Liv kun undtagelsesvis tilstedte. Hyppige Misbrug af denne Slags Forsikring til Væddemaal paa en andens Livsvarighed har bevirket, at saa- danne Kontrakter i England kun erkjendes gyldige, naar der paa den Tid, Betalingen efter samme fordres, existerer et Tab for den Paagjældende, og ei dette Tab mindre end Forsikringssummen, udbetales kun Beløbet af Tabet. Da imidlertid saadanne Misbrug her i Landet mindre turde være at befrygte, og den engelske Ordning giver Anstalterne en Fordel, de ej have gyldigt Krav paa, foreslog Komiteen, at det maatte være tilstrækkeligt, naar der strax ved Kontraktens Afslutning godtgjordes en Interesse i den andens Liv, saa at Foi- sikringssummen blev betalt fuldtud, selv om Interessen helt eller delvis var ophørt ved den andens Død. Misbrug formentes ogsaa udelukket deived, at Planen forlangte den Persons egenhændige Underskrift paa Begjæringen og Helbredsattesten, paa hvis Liv Tegningen skete, saa at han ej kunde væie uvidende om Forsikringen paa hans Liv. Som i Livrenteanstalten skulde Forsikringen kunne tegnes mod Præmie, saaledes at Kontrakten ophørte, naar denne udeblev. Men da det forekom Komiteen altfor strængt, at den Forsikrede, der blev ude af Stand til at er­ lægge Præmien, af den Grund skulde fortabe enhver Frugt af de alt gjorte Betalinger, bestemtes det, at Udtrædelse til enhver Tid var tilladt Inteiessenteine, og at de da fik tilbagebetalt, hvad de havde erlagt mere, end Anstaltens Risiko fordrede. I Henseende til denne Godtgjørelsesret gik Komiteens For­ slag videre i Liberalitet end bestemt i de fleste andre Selskaber, idet Reglen ogsaa skulde anvendes paa dem, der faldt i Duel, dræbte sig selv eller mistede Livet efter overgaaet Dom, saa at ogsaa disse betragtedes som frivillig ud- traadte. Som Grund hertil anføres » at det fornuftigviis ikke kan tænkes, at Nogen ved Indtrædelsen i Anstalten skulde have havt den Hensigt at foikoi te sit Liv paa nogen a f de fo ranførte Maader, for at tilvende sine Efterladte den for- sikkrede Sum, og det synes saaledes at ligge udenfor Anstaltens Ressort at statuere Følger a f dens Interessenters Handlinger, som Contracts-Forholdets Natui ei til­ siger, ved som en Art Straf at berøve deres Efterladte hvad Billighed ellers taler for i Almindelighed at tilstaae dem, der udtræde a f Anstalten .« Efter en Bemærkning om, at der af Hensyn til Landets geografiske

Forhold maa indrømmes Deltagerne større Lettelser med Hensyn til Sørejser, end ellers er almindeligt, henvises der angaaende Bestyrelsesforholdene til den