LivsforsikringsAnstaltensFestskrift_1842-1892

FJERD E AFSNIT: STATUTMÆSSIG ORGANISATION

Mortalitetslov ikke kan antages som absolut gyldig, men Afvigelser kunne tænkes at forekomme, saa vilde kun en Forening af de to Anstalter bevirke, at dette blev uden Fare, idet en Forandring, der medførte Tab for den ene, eo ipso bragte den anden Fordel. Det maatte derfor antages, at hvis Livsforsikrings-Anstalten blev et privat Selskab, maatte dette for sin Sikkerheds Skyld danne en ny Forsørgelses- Anstalt, samtidig med at Statens Anstalt maatte optage Livsforsikringsvirksom­ heden allerede af Hensyn til de af Embedsmænd som Sikkerhed for Laan stillede Policer, der ikke godt kunde tænkes antagne som god Sikkerhed, naar de vare tegnede i en privat Anstalt, og man fik saaledes to ganske ensartede Instituter ved Siden af hinanden, et offentligt og et privat, hvis Konkurrence ikke ubetinget turde anses for gavnlig. Gjordes dette klart for Interessenterne paa Generalforsamlingen, var det at vente, at dennes Majoritet vilde være tilbøjelig til at modtage et Tilbud om fortsat Statsgaranti, saameget mere som en Adskillelse fra Livrente-An- stalten vilde have en bekosteligere Administration af den private Anstalt til Følge og medføre en Formindskelse i det aarlige Overskud. Forsaavidt en saadan Beslutning blev taget, maatte der i Planen for Livsforsikrings-Anstalten ske visse Forandringer, idet ikke blot alle Be­ stemmelser, der vedkom Anstalten som et eventuelt privat Selskab bortfaldt, men ogsaa andre Regler forandredes som mindre passende for et offentligt Institut. Saaledes burde Anstaltens ved Agenter ledede Virksomhed i frem­ mede Lande formentlig indskrænkes til, hvad der fandt Sted i Livrente-An- stalten, hvor man vel modtog Forsikringer fra de i Planen omtalte Steder, men ikke traf nogen direkte Foranstaltning for at opnaa saadant. Hvad Dividende-Spørgsmaalet angik, udtalte Direktionen, at da de livs­ varige Forsikringer ikke fremtidig kom til at bære Garantien for de korte Forsikringer, kunde de heller ingen Adgang have til den Del af Overskudet, der hidrørte fra disse. Og da den øvrige Del deraf fornemlig skyldtes det Tillæg, der var gjort til de tarifmæssige Præmier for at sikre mod yderligere Tilskud, saa syntes det, da denne Mulighed ved Statsgarantien bortfaldt, rigtigst strax at lade dette Tillæg, om ikke ganske bortfalde, saa dog » ned­ sættes saameget, at Præmiernes Størrelse bragtes i saa nær Overeensstemmelse som muligt med hvad Risicoen og Administrations-Omkostningerne kræve.« Efter de hidtil gjorte Erfaringer vilde et Tillæg af 1 5 % til den efter Mortaliteten be­ regnede Tarif være fuldkomment tilstrækkeligt, og Præmierne for de livsvarige Forsikringer kunde altsaa som Følge heraf strax nedsættes med 8 % af deres