LivsforsikringsAnstaltensFestskrift_1842-1892

162

DEN NUVÆRENDE ANSTALT 18 4 2— 1 892

Forinden havde imidlertid Direktionen ved Henvendelse til Finansmini­ steriet søgt at finde et bedre Mellemled mellem Anstalterne og Publikum, end Agentinstitutionen ydede. I en Betænkning af 9 Oktober W i v e t , Direktionen opmærksom paa, at Agenterne i Livsforsikrings-Anstalten, der skulde skaffe den oprindelig som Privatinstitution oprettede Anstalt saa megen Tilgang som muligt, for at de egentlige Inter­ essenters (o: de paa Livstid Forsikredes) Overskud kunde blive saa stort som muligt, idet de 25 %> til Nettopræmierne ikke helt vilde medgaa til Risikoens Dækning, ikke længere vare tidssvarende, efter at Anstalten var gaaet over til en Statsinstitution, der ikke tilsigtede nogen pekuniær Fordel, og hvis Præmier for livsvarige Forsikringer vare saa lavt beregnede med et Tillæg at 5 % til Nettoprisen, at det maaske endog kunde være et Spørgsmaal, om Risikoen dækkedes derved. Medens de i Udlandet antagne Generalagenter strax afskaffedes i 1848 og ombyttedes med Kommissionærer, der blot, mod en Provision af 2 % , skulde inkassere Præmierne for de Forsikringer, der vare tegnede i den første fem- aarige Periode, hvorved altsaa denne Institution vilde forsvinde, efterhaanden som de paagjældende Interessenter uddøde, » forglemte eller undlod man af en Uagtsomhed strax at opsige de indenlandske Agenten, skjønt det efter Anstaltens forandrede Bestemmelse » at skaffe Landets Indvaanere Ledighed hl at forsikkre deres Liv paa den allerbilligste Maade . . . uden at der selvfølgelig blev Spørgsmaal om Overskud eller Gevinst «, maatte anses principstridigt at paabyrde Anstalten Agentprovisionen. Denne var ovenikjøbet sat saa højt som til 5 % af den virkelige Præmie (o: Nettopræmien + 5%), og Agenterne lønnedes saaledes »med mere end Alt, hvad der nu beregnes til Anstaltens samtlige Administrations­ u d g i f t e r idet de korte Forsikringer, hvis Tillæg af 2 5% ikke nedsattes i 1848, vare ganske forsvindende i Forhold til de livsvarige. Som Følge heraf foreslog W i v e t snarest muligt at ophæve Agent­ institutionen som »en unyttig, besværlig, kostbar, fornuft- og hensigtsstridig Ind­ retning, der blot skylder en tilfældig Forglemmelse sin nærværende Existens .« Direktionen bifaldt Forslaget og indstillede ved Skrivelse af 16 Oktober 1861 Sagen til Finantsministeriet med den Tilføjelse, at det for Publikums Vedkommende ogsaa maatte stille sig ganske uforstaaeligt, hvorfor Livsfor­ sikrings-Anstalten havde Agenter, medens Livrente-Anstalten, der inkasserede langt betydeligere aarlige Præmiebeløb fra Interessenter udenfor Kjøbenhavn, ikke havde noget lignende, » ikke at tale om det mistænkelige Udseende, detfaaer for Publicum, naar Livsforsikkrings-Anstalten, hvis Interessenter paa Generalfor 1861 gjorde Kontor­ chefen i Anstalterne,