LivsforsikringsAnstaltensFestskrift_1842-1892

DEN NUVÆRENDE ANSTALT I 8 4 2— I 892

18 0

forsikrings-Anstalt, maa nævnes de udførlige Oplysninger om den Paagjældendes Helbredstilstand, noget som er ganske nødvendigt, da den Dødelighedstabel, der er lagt til Grund, kun er baseret paa »udvalgte Liv« o. Mennesker, om hvis fuldkomment gode Helbredstilstand man paa en eller anden Maade har forvisset sig, og det dernæst ikke gaar an at anvende de saaledes udledede Dødelighedserfaringer paa den Gruppe af Mennesker, der søge Livsforsikring, uden at udskyde dem, der ved nærmere Undersøgelse vise sig ikke at have et fuldkomment godt Helbred. Efter de gjældende Planer maatte de, der ønskede Optagelse i Anstalterne, selv udrede Betalingen for Lægeundersøgelsen. Man havde nemlig fra Begyndelsen af nærmest tænkt paa Mellemklasserne, der sædvanlig holde en Huslæge, og en saadan Undersøgelse antoges at falde ind under dennes sædvanlige Funktioner, uden at Betaling kunde kræves sær­ skilt herfor. Dette sidste anerkjendtes dog ikke at Lægerne f Almindelighed, og da de mere ubemidlede Klasser som Regel ingen Huslæge have, saa at Betaling af Helbredsattesten her fortrinsvis vilde blive krævet, ansaas det for rettest, at Lægen i alle Tilfælde honoreredes af Anstalten. Derimod hændte det hyppigt, at mange ikke vare i Stand til at frem­ skaffe fyldestgjørende Oplysninger om at være fri for særlige Sygdomsanlæg, selv om det var konstateret, at de i Øjeblikket ikke led af vedkommende Sygdom eller anden Svaghed, der kunde antages at ville forkorte deres Liv. Medens man hidtil i saadanne Tilfælde vel havde optaget Vedkommende, men forlangte enten Kapitalindskud eller Præmiebetaling afgjort i en begrænset kort Aarrække, vilde det fremtidig — ogsaa af Hensyn til de Ubemidlede - være rettest at bemyndige Anstalten til at antage saadanne mindre gode Liv mod et Tillæg til den sædvanlige Tarifpris, afpasset efter de i det enkelte Tilfælde foreliggende Omstændigheder. Der vilde saaledes intet være til Hinder for, at der skete saadanne Forandringer i de bestaaende Anstalters Forretningsgang og i de Vilkaar, under hvilke de tegne Forsikringer, at de ogsaa kunde blive praktiske for de uformuende Klasser, men det blev da et yderligere Spørgsmaal, om dette kunde ske saaledes, at Anstalten vedblev at bære sig selv, uden at der enten skete nogen Prisforhøjelse for smaa Forsikringer eller der kastedes nogen ny Byrde over paa dem, der tegnede større Forsikringer. Afgjørelsen heraf maatte bero paa, hvilke Følger det vilde have, at man lagde den samme Dødeligshedstavle til Grund for en Klasse Forsikringer, der væsentlig tegnes af Uformuende, som for de Forsikringer, der tegnes af de mere Bemidlede. Skjønt Anstalternes Direktion i Anledning af det forrige