LivsforsikringsAnstaltensFestskrift_1842-1892

STATSGARANTEREDE FORSØRGELSES-ANSTALTER FØR 1 842

6 2

indtraf, efterat 4 Præmier vare erlagte, udbetaltes den fulde Forsikringssum; forinden udbetaltes kun visse Kvotaparter. Personer under 28 Aar fritoges for al Præmiebetaling, naar deres Præmier ialt udgjorde Forsikringsbeløbet; for Interessenter fra 28 til 40 Aar nedsattes i saa Fald Præmien noget, der­ imod ikke for Personer over 40 Aar, medmindre en højere, kort Præmie erlagdes. Til Administration betaltes ligesaameget som første Præmie. Uagtet Planen i sig var god og hvilede paa rigtige Grundsætninger, ligesom nogle af den Tids bedste Mænd paa dette Omraade som Professorerne G a m b o r g , A. K a l l og J. W o l f f havde tilsagt deres Bistand, og der tillige stilledes en gad privat Garanti i Udsigt for det Tilfældes Skyld, at Tab kunde lides ved Mortalitetsberegningen eller ved » epidemiske og smitsomme henrivende « Sygdomme, ses det ikke, at Foretagendet, der var udgaaet fra de bekjendte Boghandlere S o l d i n , nogensinde kom igang. Det lovede ikke mere, end det kunde ventes at holde, og kunde vel derfor ikke staa sig i Konkurrencen med de andre Selskaber, hvis Prospekter og urimelige Løfter stak Folk i Øjnene. Den Tingenes Tilstand, der i denne Periode havde udviklet sig paa de private Forsørgelseskassers Omraade, var ikke langt fra at komme ind under Begrebet Svindel. Der hævede sig derfor efterhaanden flere Røster for at raade Bod paa disse uheldige Forhold, og blandt Andre tog især J o n a s C o l l i n til Orde med K raft1). Han gjorde stærkt gjældende, at de i de senere Aar paany opdukkende private Selskaber i Lighed med de mange lignende fra Midten af forrige Aarhundrede havde den Hovedfejl, at de » fordre lidet, love meget, og holde i Tiden intet .« Efter hans Mening burde Konfirmation kun finde Sted efter en indgaaende Prøvelse af de foreslaaede Planer, ligesom det over­ hovedet vilde være heldigst at indføre noget lignende som i Preussen, hvor en Lov i Aaret 1781 forbød saadanne Selskaber, da et stort Antal af saadanne i sig er uheldigt, og tillige befalede, at de alt existerende strax skulde undersøges, om de fortjente at vedblive. Staten burde saa meget mere træde kontrollerende til, som Usoliditeten ved slige Selskaber, der ikke vare sluttede, men stadigt fik ny Tilgang, med stor Lethed kunde skjules i lang Tid, hvorved det endelige Tab blev i høj Grad forøget, ligesom et nok saa stort Fond i Virkeligheden kunde være utilstrækkeligt i Forhold til Selskabets Forpligtelser, men dog vilde lokke mange til ubesindigt at indtræde.

‘) Se Borgervennen 1805 og 1807.