LivsforsikringsAnstaltensFestskrift_1842-1892

8 o

STATSGARANTEREDE FORSØRGELSES-ANSTALTER FØR 1842

betydeligt Antal Interessenter sandsynligvis vilde medføre, — hvorfor Ad­ skillelsen ikke kunde være ønskelig for nogen af Parterne — , kunde opvejes ved, at Kassens Risiko for de i Norge udestaaende Kapitaler bortfaldt, da disse burde likvideres i de Fonds, der maatte afgives, endvidere ved at den Usikkerhed hævedes, hvori man altid vilde være om Paalideligheden af de Attester, som frembringes ved Pensionernes Aflfordring, samt endelig ved, at Mortaliteten for Enkerne i Norge havde vist sig mindre end efter de Stiss- milch-Baumannske Tabeller, der vare lagte til Grund for Enkekassen. Som Betingelser for Kassens Deling foresloges følgende: »1. at der til de ved Opgiørelsen beviisligen bestaaende Ægtepar, maatte udloddes en saadan Sum, som efter den antagne Indskudstarif, vilde udfordres til at forskaffe dem efter deres nuværende A lder, den Pension de her ved Kassen have forsikret sig, fo r deres Hustruer. 2. at der efter de Siissmilch-Baumannske Mortalitets Tabeller og Rentefoden 4 p. C., som ligge til Grund fo r Institutets Indskuds Tarif, maae beregnes, hvilken Sum udfordres til at forskaffe de ved Opgiørelsen i Live værende Enker, efter deres Alder, en Livrente lige med deres Pension, p i den Sum, som disse 2de Poster vil udgiøre, og som Enkekassen har at til­ svare, vil blive at liqvidere som god Betaling saavel Kassens hypothecariske Fordringer i Norge, som hvad de norske Interessenten til den endnu ere skyldige paa deres Indskudde med Renter.« Derimod formentes der ikke at kunne gjøres Krav paa Deling af Ad­ ministrationsfonden, da Udtrædelsen af de Norske skete frivillig, og Administra­ tionsudgifterne ved Kassen vilde vedblive at være de samme som før Delingen. I Henhold til denne Indstilling resolverede Kongen i Begyndelsen af Aaret 1815, at Enkekasse-Direktionen kunde meddele Kommissarierne de for­ langte Oplysninger og paa de foreslaaede Betingelser indlade sig i en Under­ handling med samme om Kassens Deling, hvis denne ikke skulde være at afvente. Imod Kieler-Traktatens Bud trak imidlertid Sverige Tiden ud med Forhandlingerne, og først da der fra den evropæiske Fyrstekongres i Aachen paa Danmarks Opfordring lagdes et Tryk paa den svenske Regjering, fremmedes Opgjørelsen hurtigt, hvortil ogsaa bidrog, at den dygtige Statssekretær P. C. H o l s t i Aaret 1817 afløste de tidligere svensk-norske Kommissarier. Uheldigvis for Danmark henlagdes den endelige Afgjørelse under den danske Gesandt i Stokholm K r a b b e , og H o l s t opnaaede derved i Stokholmer Konventionen af 1 September 1819 en for os ugunstigere Overenskomst, end sikkert vilde