BernstorffsEftermæle_1

( ' 53 )

Naar Stumhed skal slaae den smigrende Klynge , Naar intet ldgnfuldt Marmor knejser mer, Da skal han hilses af Forbandelser. — Men F re d e n s )V e n ! hvor spirer Hæder I hvert lians Fjed ! Han gaaer , omdandst af alle Glæder, En Himmel i sit Bryst, en Verden for sin Fod. Ej Enke og ej Brud ved hans Triumpher græder, Thi paa hans Sejers -Krands er intet Stænk af Blod. Naar Guder deres Son tilbagekræve, Fly konstlet Stoj ! fly lejet Smertes Tolk! Omkring lians Dodsseng Hjerter bæve, Omkring lians Gravhoj staaer i Sorg e t F o lk . Hans Daad skal leve! Hver Ager bolgende af Guld, — Hver Kidver-Eng, hvor sikkre Hjorder træde,— Hver fredet Ahildgaard, i Hostens Purpurklæde, —

\

V