BernstorffsEftermæle_1

( 33 ) S A N G . 1 .

I sindig Vemods stille Klage V o rt S u k er v en d t til H imm elen. M en a k ! det S u k kam k a ld er ej tilb a g e , H am , K o n g en s, L an d ets, og v ort G jentofls V en. O ! G u d ! kvi brast det s k a rp e , blide O je , D e r sm ilte fro for S an d k ed , R e t, og D y d ? H v i kom u k o rt tilbage fra det H o je H v er B o n , kvert O n sk e om lians L iv , vor F ry d ? —

2 . D o g ! livo form aster sig og sporger G u d , H erren , om kans sk ju lte R aad ?

H a n , som frem bragte A lt, som A lt forsorger, H ans D aad — o j den er V isdom s hoje D aad. H a n giver æ dle K u n d sk ab s-M æ n d til J o r d e n , for der a t virke K ra ft, og H eld, og F red . H a n kald er disse M æ n d igjen fra Jo rd en T il storre V irk e k re d s , til Evighed. E