HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

KAJ NIELSEN

206

ud saa længe som muligt og nærmede sig Sufflørkassen, saa det saa ud, som skulde han ned i den. Mest Virkning havde det, da han midt i et Vers pludselig henvendte sig til Suffløren og sagde: Hva’ ? Hans Kone sad nede mellem Publikum og var ved at krybe i Jorden af Flovhed«. Fru Sødrings broder, Adolf Rosenkilde ( 1 81 6 -8 2 ) , kom­ plimenterede bagefter Garbrecht, men denne forstod ikke ironien bag ordene. Han blev lykkelig og »morede sig fortræffelig Resten af A f­ tenen«. I sommeren 1853 hærgede koleraen København, og folk døde som fluer; af byens ca. 130.000 indbyggere døde mellem 4 og 5.000. Ingen turde på dette ddspunkt af frygt for smitte spise jordbær med fløde. Garbrecht gjorde det dog aften efter aften i jordbærsæsonen. Han satte dem til livs i sin klub, så »brødrene« kunne beundre hans mod. Han opnåede, hvad han ville. Man talte om den »modige Gar­ brecht«. Om hans sidste optræden i en rolle fortæller Jacob Davidsen, at han spillede general i et stykke, der hed »Spillerne«.54 »Han havde iført sig stramme hvide Benklæder og Ridestøvler, og hans Korpus fremhævedes endnu mere derved, at Theatret var meget lavt og hans Medspillende smaa og spinkle Personer. Idet han traadte ind på Sce­ nen, hørtes et forbauset Udraab »God damn!« fra Tilskuerpladsen; det kom fra et Par engelske Skibskaptainer, der var tilstede som besø­ gende. Dette undgik ikke Garbrecht, og fra den Aften afsluttede han sin dramatiske Bane«. I 1850’erne tog madam Schæffer »en Gratifikation af 16 Rdl.« for leje af teatret. Var man ikke medlem af den forening, der spillede, og gerne ville se dens forestillinger, løste man bare en billet. Den kostede 24 skilling. Da det var på det tidspunkt, at de første offentlige privat­ teatre var dukket op, tog man det ikke mere så alvorligt, når forenin­ gerne solgte nogle enkelte billetter. Nationalscenens privilegium var jo brudt. Der blev spillet teater i Kannikestræde til 1864. Det sidste egentlige dramatiske selskab, der holdt til her, var det 1863 af en musiker Bar- bieri stiftede »Heibergs Minde«. I september 1864 blev lokalet til danselokale og fik navnet Erichsens Salon, opkaldt efter lokaleforpag­ teren, den 57-årige Lars Erichsen, men herom i næste afsnit.