HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

ER INDR INGER II

2 5 3

Zimmerwald-bevægelse. Han blev med årene kommunist, men ved sin forlagsvirksomhed også millionær. Han døde under mystiske om­ stændigheder. Mine forældre tog mig ddligt med til Karl Marx klubbens lørdags­ møder i lokalet på anden sal i Rømersgades forsamlingsbygning. Jeg var vel 1 2 - 1 3 år dengang, og vi havde vor faste plads i sofaen lige til venstre for talerstolen. »De store tankers klub« havde en fast forret­ ningsorden. Ingen diskussionsdeltager måtte tale i mere end 1 o minut­ ter og stående ved sin plads. Aftenens foredragsholder måtte kun tilta­ les i 3. person som »indlederen«. I klubben mødtes fortrinsvis de ven­ streorienterede indenfor partiet, men også folk af anden observans del­ tog jævnligt i diskussionerne. Af klubbens fremtrædende medlemmer kan jeg nævne overopsyns­ mand Hans Palbo, af vistnok Borgbjerg udnævnt til »Danmarks stør­ ste Marxist«. Hans force var kritiken, altid udtalt snærrende og sar­ kastisk. Han kom ind i borgerrepræsentationen, og fra de år under 2. verdenskrig, hvor jeg blev hans kollega, kan jeg bevidne, at han gjorde et positivt og sagligt arbejde i denne forsamling. Om det var udfra en erkendelse af, at Landstinget ikke »var sagen« skal jeg lade være usagt, men i hvert fald afslog han at lade sig vælge ind i dette høje ting. En helt anden type var Mikkel Christensen, som jeg allerede har omtalt. Fra de tidligste år i klubben, i begyndelsen af krigen, husker jeg H. P. Sørensen, der kom i korporalsuniform, indkaldt til sikrings- styrken, som han var. Allerede dengang havde han en meget rusten stemme, så det var altså onde tunger, der senere udspredte det rygte, at det var på grund af øl, at han havde erhvervet sin særprægede stemme. I mange år var klubbens centrale figur dens formand, ma­ skinmester Fr. Vedsø, og det var i hans formandsperiode at klubben havde sin storhedstid. Vedsø kan ikke beskrives. Han måtte ses og høres. Et ejendommeligt formet hoved på en tung, ludende krop. En meget langsommelig stemmeføring, ganske vist sproglig korrekt, men meget omstændelig og med stereotypiske vendinger. Men han havde den jævne mands sunde fornuft, for ikke at sige snusfornuft, og prak­ tiske indstilling, uden at skele altfor meget til, hvad teorien måtte sige. Han skrev en del populære bøger om økonomiske emner, kom ind i borgerrepræsentationen, hvor han øvede en betydelig indflydelse, bl. a. i skolesagerne.