HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

HENRY ST JERNQV IST

2 5 4

Der kunne nævnes mange andre navne, f. eks. »bageren«, dvs. I. P. Nielsen, der fra en meget venstreorienteret holdning før krigen svin­ gede over, vel under indtryk af sin sympati for det tyske socialdemo­ krati og sit hjælpearbejde for de tyske børn efter krigen, og som lige­ frem blev et dansk nationalt symbol i Sønderjylland, med stærk til­ knytning til kronprinsparret på Gråsten. Og der var K. K . Steincke, men om ham er der jo skrevet så meget, ikke mindst af ham selv, at jeg ikke kan føje noget nyt til. Jeg skal dog nævne, at en af de første gange, jeg hørte ham var i Arbejdernes Læseselskab, hvor han gjorde et overordentlig stærkt indtryk på mig, men med årene gentog han sig selv så ofte, at glorien ligesom falmede. Da jeg var 1 7 år, blev jeg opfordret til som foredragsholder at del­ tage i en foredragsrække, som skulle behandle forholdene i det sociali­ stiske samfund. Jeg fik tildelt emnet »Godernes fordeling i det sociali­ stiske samfund«, i den påfølgende nytårsrevy omsat til »godternes for­ deling osv.«, og mit foredrag varede kun 20 minutter. Diskussionen åbnedes af Hans Palbo, som, mod forretningsordenen, stillede sig op ved talerstolen og fuldstændigt ubarmhjertigt nedsablede mit fore­ drag. Dertil brugte han 20 minutter, også imod forretningsordenen. Derefter talte Mikkel Christensen, og ihvorvel han også havde adskil­ lige kritiske bemærkninger, men udtalt med venlig overbærenhed, fremhævede han også visse rosværdige sider af foredraget. Jeg havde forbudt mine forældre at overvære min debut, men fatter havde ikke kunnet nære sig, og under diskussionen så jeg hans hoved kigge frem fra værelset bagved selve foredragssalen. Hvert år var der en nytårsfest, hvortil klubbens vittige hoveder havde lavet en revy. Mange var der om anretningen, men over alle strålede Frederik Dalgaard. Han var et usædvanligt komisk talent, og man måtte overgive sig for hans mimik, men ufin var han aldrig. Han rystede lystige viser ud ligesom en tryllekunstner ryster tokroner ud af ærmet, og de var altid elegante og formfuldendte, aldrig platte. Frede­ rik var dog også et menneske med dybe følelser, og mange af hans sange vidner herom. Det hører til mine bedste minder, at jeg også op gennem årene traf Frederik Dalgaard, især i Hovedstadens Brugsfore­ ning, hvor han i en årrække var formand for repræsentantskabet. Mine forældre tog mig en søndag eftermiddag med til en oplæsning