HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

ER INDR INGER II

2 5 5

i »Arbejdernes Læseselskab«, og nogle år efter, da jeg var blevet 16 år, fik jeg lov til at blive medlem. Jeg blev en flittig læser af bibliote­ kets bøger, og jeg kom mange aftener på læsestuen og hørte på diskus­ sionerne i den lille konversationsstue. Hver onsdag aften hørte jeg fo­ redragene i Rømersgade, og oplæsningerne søndag eftermiddag. Og jeg fik snart lov til at deltage i de underholdninger med efterfølgende bal, som der var en del af. Når jeg skriver, at jeg var en flittig læser af bøgerne, så ville det være mere korrekt at sige, at jeg slugte bøgerne. Det gik så vidt, at jeg tog tid på, hvor mange sekunder jeg brugte til at læse en side i en roman eller et skuespil. Nogen fordybelse var der altså ikke tale om, og når jeg oplyser, at jeg læste samtlige værker af Zola, Jack London, Henrik Ibsen, Bjømstjeme Bjømson, Jonas Lie, August Strindberg, Guy de Maupassant foruden mange andre, så må jeg nu erkende, at denne iver sikkert i vidt omfang har været tidsspilde, og meget af det har jeg sikkert ikke opfattet meningen med og i øvrigt glemt. Men en­ kelte bøger gjorde dog stort indtryk på mig, f. eks. Bjørasons »Paa Guds Veje«, med dens afsluttende ord: »Der bra folk går, der er Guds veje«. Georg Brandes Hovedstrømninger læste jeg i en juleferie, men af den er der heller ikke blevet synderligt tilbage, udover hans ofte brugte udtryk: den frie tanke. Tidligere havde jeg nok hørt om, at man talte om fritænkere, men det var alene om dem, der fornæg­ tede religionen. Brandes åbnede mine øjne for, at fritænkere var et meget videre begreb. Men trods alt dette bogslugeri er der vel alligevel noget af dette, der har bundfældet sig i mit sind, og jeg blev præsenteret for en mangfoldighed af livets problemer, hvoraf mange var nye for mig. Læsestuen og konversationsstuen blev et fast punkt for mig. Der sad interesserede mennesker og diskuterede tidens spørgsmål, så det gnistrede. Det var jo under krigen, og jeg husker en Jesper Hansen, sønderjyde, plæderede Englands sag med stærke antityske udfald, og imod ham en Jørgensen, der mere roligt og afbalanceret fremhævede de modsatte synspunkter. I »Socialdemokraten« førte Borgbjerg, som modvægt mod den almindelige stemning for vestmagterne, en protysk politik, og det gav genlyd under disse diskussioner. Ved onsdagsaftenerne og søndagseftermiddagene oplevede jeg mange af tidens koryfæer på åndslivets områder. Fra gammel tid var