545170388

Lavsvæsenet som Organisationsform udviklede sig naturligt af Middelalderens Gildevæsen, smaa Samfund, hvis Medlemmer sluttede sig sammen til gensidig Hjælp og Værn, noget, der var naturligt under Samfundsforhold, hvor den offentlige Myndighed saa godt som ingen Magt havde til at beskytte den Enkelte. I Reglen var disse Gilder ret omfattende og optog alle i deres Rækker, men efter- haanden som Haandværkerstanden blev talrigere og blev en selv­ stændig social Klasse, var det naturligt, at de dannede selvstændige Gilder eller Lav; dette var nu for saa vidt ogsaa ret nødvendigt som de gamle Gilder efterhaanden afsluttede sig og ikke optog Haandværkere i deres Midte. Haandværkerne stod den Gang paa det laveste sociale Trin, og de gamle Gilder, der bestod af Byernes fornemme Familier, særlig Købmændene, lukkede sig fornemt af for de simple. Det hedder saaledes i flere Gildeskraaer, at Ingen der udraaber sine Varer paa Gaden eller har. blaa Negle maa optages i Gildet, og i de fleste Skraaer er det en Bestemmelse, at en Haand- værker skulde have afsvoret sin Næring Aar og Dag forinden han kunde optages. Haandværkeren lukkedes ogsaa ude fra alle offent­ lige Tillidshverv. Ja, lige indtil for 100 Aar siden kunde ingen Haandværker blive Borgerrepræsentant i København. Man kan imidlertid ikke fortænke Haandværkerne i, at de paa deres Side ogsaa dannede Broderskaber, der kunde yde Hjælp, naar der var Nød paa Færde. Det hedder ganske rørende i Odense Skohiager Svendes Skraa af 1405: *Det skete saa i Fordumslid, at stor Død regerede over al Verden, som man kaldede Pestilenz, da frygtede saavel Gamle som Unge, fordi Døden hun skaaner Ingen, da frygtede ogsaa Skomager-Svendene i Odense for Døden, og teede dem saa. at de vilde fLye deres Ting paa den Maade, at om nogen af dem døde, at han skulde vel være forestanden«. Ligeledes hedder det i Svendborg Remmesnideres Skraa fra 1450: »Og siger David Profeten i Psalteren, hvor godt og glædeligt det er; Brødre sammen at bo. Udi disse Ord rører Profeten tvende . Haande Stykker. Det første han siger, at det er godt, dermed mener han dette Brødreskabs gode Omgængelse i dette nærværende Liv, det andel han siger, at det er glædeligt, dermed rører han den evindelige Glæde og Fryd, som de fange, der Brødreskab med Vide og Vederlag holde og for uden Ende«. Den gensidige Hjælpsomhed er da ogsaa' det, der giver de gamle Skraaer deres Særpræg Først og fremmest, naar der kom Sygdom og Nød paa Færde. Herom finder vi i den ældste Sadelmagerskraa fra 1460 føl­ gende Bestemmelser: »Naar nogen Broder eller Søster afganger, da skulle de be- ganges af Lavet med en Vigilie og med tre Messer, og hvilken Søsken, som til vorder sagt at følge til Jorde og ikke kommer bøde en Mark Vox til Messen«. I Roskilde Smedes Skraa fra 1491 finder vi følgende Bestem- melse: • ■>:' »V il nogen. Broder eller Søster gange Pillegrims Færd, da skal hver Broder og Søster hjælpe ham eller hende med 1 Hvid. Bliver nogen Broders Gaard eller Gods opbrændt, saa han fanger Skade deraf, da skal hver Broder hjælpe ham med 1 Sk;« Ligesom hver Familie i Oldtiden havde sin særlige Guddom,

4 —

—

'

-

• ■