FraDetGamleKongensKjøbenhavn

En Tur til Skoven i gamle Dage

107

den store Dunk, som indeholder Rommen, siger han: „E 11 kjøn Mosiø den! Tørste komme vi ikke til, kan jeg nok mærke. Den maa vi rigtig tage vare paa“ — og saa putter han den ind i Halmen under sin egen Agestol. Jeg ha r allerede spurgt, hvad Kusken hedder. „Hans 'Christensen,“ siger han, „man kalder mig ogsaa Hans Polisk.“ Nu sidde vi paa Vognen, tre paa hvert Sæde, to Voxne og et Barn; det er noget knebent, thi de brede Vogne, som man nu har, kjendte man ikke den Gang. Men hvor der er Hjerte­ rum, er der ogsaa Husrum. Og hvad bryde vi os om at blive trykkede lidt. Studenten siger, idet han betragter sin For­ lovede, at det netop er meget morsomt. Men vi slippe ikke 111 ed at blive trykkede. Den tunge Kasse hviler næsten lige paa Hjulene; der er ingen Fjedre, end sige Patentfjedre. Heller ikke er Brolægningen gjennem Gaderne den bedste. Vi skumpies lystig, og Bedstemoder siger, at det farer hende gjennem Marv og Ben, hver Gang Vognen giver et Hop. Men hvad gjør det os andre? Vi ere altfor glade og fornøjede, til at vi skulde bryde os om saa lidt. Hans Polisk trøster os tillige med, at naar vi komme ud paa Jordvejen, saa vil det gaa bedre. Jeg finder, at det gaar ganske dejlig, som det nu gaar. Vi skulle først til Søllerød. Hver Gang i de 16 Aar, mine Forældre have gjort en Skovtur, har Søllerød været det første Bestemmelsessted. Det var der i Kroen, at de holdt deres Bryllupsgilde, efter at Vielsen havde staaet i Søllerød Kirke. Derfor ingen Skovtur uden Søllerød, „for,“ siger Fader, ta­ gende sin Mutter, som han kalder hende, om Livet, „det kan dog vist fornøje dig at se det Sted igjen, hvor jeg begik den Dumhed at tage dig. Jo vist var det en Dumhed. Men Herre­ gud, man begaar saa mange af den Sort i sit Liv, og jeg skal ærlig tilstaa, det er dog maaske den mindste, jeg har begaaet.“ Turen gaar nu ad den støvede Landevej til Lyngby. Man snakker og passiarer paa Vognen. Moder taler med Bedstemoder om Husholdningssager, Fader, der iøvrigt tager sig meget stadselig ud i sin blaa Kjole med blanke Knapper, hvid Vest, graa Korduroys Benklæder og blanke stive Støv­ ler med Kvaster, ryger paa sin store Merskummer, en Arv fra Bedstefader, og underholder sig med Kusken om, hvor­ ledes Sæden staar og tegner for i Sommer. Og jeg faar Lov til at kjøre; jeg faar endogsaa Lov til at give Hestene en Gang imellem et lille Smæk med Pisken. Af Naturen ere vi alle smaa Tyranner, selv i Barnealderen.