FraDetGamleKongensKjøbenhavn

En Tur til Sko v en i gamle Dage

112

der er ligesaa gammel som han, over de Halvfjerds, stryger Violinen, synger han:

„Jetzt ist der Doctor da! Mit Pulver und m it Pillen, V ertreibt dem Mensch’ die Grillen! — Juchhei, aha! Jetzt ist der Doctor da!“

Han er i rigtig godt Humør, thi igaar var Kongen, gamle F rederik den Sjette, paa Bakken, som han aldrig forsømte noget Aar, og heller ikke forsømte han at se til den gamle Fy r under Træet, at høre paa hans Sange og at stikke ¡en Femdalerseddel til ham. Det var det sidste Aar, den gamle Mand sad under Træet, og ved hans Hedenfart kvad dets Dryade:

Hen over Løvet gik en Vind Alt i de grønne K roner, — Den suste med vemodigt Sind: „Jeg klappede saa tit hans Kind, Og legte m ed hans T oner.“ Og Fuglen sang i Løvets Bur Sin Sorg foruden Noder: „Ak! hygger han bag Gravens Mur?! Han sang saa sm ukt i Guds N atur — Han v ar min egen B roder!“ — Og Mennesket ved Bøgens Fod Udbrød m ed dæmpet Stemme: „Ak! Øxen laa ved T ræ ets Rod — Han sang til H jertet T røst og Mod: Det skal vi aldrig glemm e!“ Ham Alle m indes — glad og fri Han kvad i A ftenrøden. Jeg staaer forladt ved Skovens Sti: De Andre gaa mig koldt forbi — Han blev mig tro til Døden. Han sang saa lysteligt engang; Hid Ung og Gammel ilte I Skyggen af m it Bladehang Og ly tte d ’ til den m untre Sang, Mens hvert et Øie snvlte. Jeg stolt min Hovedkrone bar, Og bred te den til Skygge: Mit Træ jo Skovens første var, — Her kom de alle, P ar ved Par, — Her m aatte Glæden bygge.