FraDetGamleKongensKjøbenhavn

En Tur til Skoven i gamle Dage

117

„Op og ned! Ned og op!

Ved Blom sterbed Over Egens Top, Under Spil og Klang Vore Stole gaa, Med Tonernes Gang H inanden bagefter

Af alle K ræfter Uden at naa.“

Nu afstedl Men først hen til Kilden, hen til Kirsten Piil — nær havde vi glemt det. At komme i Dyrehaven uden at gjæste K i l d e n , Kirsten Piils Kilde, er om trent det samme som at være i Rom uden at se Paven. Vi kunne ogsaa trænge til lidt Forfriskning efter den Hede og Støv, vi havde døjet paa Bakken. Men først maa en af os hen til Vognen for at hente en bevidst Flaske med lidt Styrkende i, thi sikkert er det noget fortræffeligt Vand fra denne Kirsten Piils Kilde, men dets lægende Kraft er forsvunden i Aarenes Løb, og derfor er det, som Fader mener, fornødent at hø tle derpaa ved en Til­ sætning af nogle kraftige Draaber, cler tillige kunne betage Vandet lidt af dets flove Smag. Studenten rækker Lise Pe­ tersen et Glas, og medens han tager hende om Livet, syn­ ger han med Kaiser:

„Gid hun leve, den Nymfe, lil Elskendes Held, Hun som H jerter forener ved sprudlende Væld! K irsten Piil 0 dit Smil 1 det klare K rystal Min Lykke bebude mig skal!“

Vi begive os hen lil Vognen. „Men Død og Plage!“ siger Fader. „Madam Pætges Telt — der er det jo — det var en Skam, 0111 jeg ikke hilste paa min gamle Veninde. Der staar hun jo i Indgangen til Teltet. Det kan gjøres i en F a rt.“ Der er nu en Gjenkjendelse og en Omfavnelse. Vi se med en vis Ærefrygt og Beundring op til den høje Kone med de karak­ teristiske, skarpe Ansigtstræk og de spillende Øjne. Thi for­ uden sit eget velfortjente Renommé som en af Byens og Dyre­ havens Notabiliteter i Beværtningsfagel har hun ogsaa sin Datters Navn at prange med, der allerede er i alle Folks Munde. Nu kjøre vi igjen. Aftenen nærmer sig. Bask igjennem Sko­ ven ad Klampenborg til. Fader mener, at hvis det ikke var