FraDetGamleKongensKjøbenhavn

En gammel Herres Erindringer

124

„Paa ingen Maade,“ svarede jeg; „som det lader til, nærer De ligesaa stor Sympathi som jeg for den gamle Konge, som staar der, og vel ogsaa for den prægtige Have.“ „Det ha r De fuldkommen Ret i, og inaaske mere end de aller­ fleste. Men det ha r sin Historie. Jeg maa sige Dem ganske op­ rigtigt, at denne Sympathi for gamle Frederik, hvor stor den end altid h a r været hos mig, og det af gyldige Grunde, er til­ taget, netop fordi det jo hø rer med til Tiden at nedsætte ham og hans Gjerninger. Jeg er en Mand af den gamle Skole, og hvorvel jeg paa ingen Maade undervurderer de Fremskridt, som Tidens Krav have medført, saa finder jeg dog, at der ved denne hastige og næsten hæsblæsende Udvikling er ved Siden af mange Goder kommet meget frem, som næsten lader mig ønske den Tid tilbage, man nu er saa villig til at rynke Næsen ad. Dog, jeg er kommen ind paa et Kapitel, der er min svage Side, og som jeg derfor heller ikke vil dvæle videre ved. Med Hensyn til det andet Punkt, Haven, skal jeg kun sige, at det er mit Yndlingsopholdsted. Jeg bor ogsaa i Nærheden og forsømmer næsten aldrig nogen Morgenstund at gjøre en Rundaf her. Jeg har altid holdt af at færdes ude i det fri, i Foraaret ligesom at holde Øje med, hvordan alt udfolder sig, T ræ r og Rlomster, om Sommeren, hvordan alt trives, og om Efteraaret, hvordan alt efterhaanden, men dog paa en yndig og tiltalende Maade, gaar den almindelige Opløsning i Møde. Men jeg træ tter Dem vistnok med min Snak . . .“ „Paa ingen Maade, det interesserer mig særdeles. Jeg vil bede Dem at fortsætte. De talte om, at Deres Hengivenhed for den gamle Konge h a r sin egen Historie. Hvis —“ „Aa, jeg forstaar, den vil De gjerne høre. De skal faa den. Jeg ved ikke, hvori det ligger, men jeg tror, at naar man bliver gammel, saa bliver man ogsaa lidt snakkesalig. 1 det mindste er 'det saaledes med mig, jeg ha r aldrig før holdt af at passiare, som jeg nu gjør — og det nu med efn vildfrem­ med. Men Deres Udbrud før gjorde mig saa godt, at jeg næsten betragter Dem som en gammel Rekjendt. Nuvel, men før jeg kommer til Sagen, endnu et P a r Ord som Indledning. Min Lyst til at færdes i det fri skriver sig fra min tidligste Rarn- dom. Mine Forældre vare ubemidlede, ja egenlig fattige Folk. Yi boede i en af de trange, stærkt befolkede Gader i Ryens østlige Del, Huset havde smaa Ruder, og sjælden saa jeg et Glimt af Solen trænge ind i den lille Stue, der sammen med et knapt Sovekammer udgjorde hele vort Husrum. Redre var det ikke i den Pogeskole, hvor jeg gik; der var lummert og tryk