FraDetGamleKongensKjøbenhavn

En gammel Herres Erindringer

125

kende om Sommeren, koldt og fugtigt om Vinteren. Det var, som om Aandedrættet blev tilsnøret. De kan derfor tænke Dem, at jeg var rigtig ¡glad, naar jeg kunde slippe ud i det fri, naar Fader og Moder tog mig og mine Søskende med ud i Kongens Have eller 0111 Søndagen ud paa Frederiksberg. Som voxen Mand ha r jeg færdedes meget ude, gjort Rejser tildels for min Fornøjelse — thi jeg ha r havt Raad dertil — i F rank ­ rig, Italien, Schweiz, Tydskland, men aldrig har jeg følt en saadan Glæde som paa disse Ture i min Rarndom. Det var ogsaa en af disse Ture, der skabte mit Livs Lykke og gjorde mig til den Mand, jeg er. Tror De paa Tilfældet?“ „Hvorledes mener D e?“ „Jeg mener, om De tror, at Tilfældet egenlig er det, som bestemmer vor Livsskæbne? Det er min faste Tro, at ingen Fugl falder til Jorden uden Guds Villie — men det staar heller ikke i nogen Modsigelse til Troen paa Tilfældet, gjen- nem det kan Guds Finger vise sig, og hans Veje ere usporlige. Og naar De selv husker Dem om, vil De dog vistnok er- kjende, at Tilfældet ogsaa har spillet en fremragende Rolle i Deres eget Liv. I alle Forhold gjør det sin Virkning gjæl- dende. De fleste af vore Planer og Hensigter bestemmes deraf. Ganske vist ere vi medvirkende; paa vort eget Arbejde, paa vor egen Virksomhed, paa vor ægen Villie beror for en Del vor Skæbne, men hvor ofte kan ikke selv det ubetydeligste Tilfælde tilvejebringe en aldeles uventet, en aldeles uberegnet Vending i vor Livsførelse, og mit Liv er et talende Revis derpaa. Ser De, kjære Herre, havde min Fader ikke en Søndag for mange Aar siden — jeg var dengang ni Aar gammel, og nu er jeg over de halvfjerds — havde han ikke tilfældig faaet den Idé, at vi skulde gaa en lille Tu r ud til Frederiksberg, da det tilfældig var saa smukt Vejr den Dag, saa er jeg sikker paa, at mit Liv havde faaet en ganske anden Retning, og at jeg ikke var bleven den Mand, jeg er 1111 . Nu vel, vi skulde en T u r til Frederiksberg. Da vi havde spist til Mid­ dag, begav vi os paa Vejen, Fader og Moder og vi Rørn, jeg skydende paa en lille, af Fader bygget Rarnevogn — han var nemlig Hjul- og Karethmagersvend — hvori det yngste Rarn var, en lille Pige, og vor Aftensmad. Jeg vil ikke dvæle ved, hvorledes vi morede os. Det var det yndigste Vejr. Vi lej­ rede os i Græsset, vi legede Tagfat og Skjul, og saa hørte vi ved Slotstrappen den dejlige Musik af 2. Jydskes Iloboister „Hoppegister“ kaldte man dem dengang. Og saa skyndte vi