FraDetGamleKongensKjøbenhavn

En gammel Herres Erindringer

127

ældre, ere de h e r? “ Jeg var saa forvirret, at jeg næppe kunde svare. Men dog fattede jeg mig hurtigt og gav Kongen den forlangte Besked. „Det er godt — det er godt,“ svarede Kon­ gen, „Du er .en flink Dreng — Du skal høre fra mig.“ Den lille Pige var imidlertid kommen sig ganske, og en Adjudant blev beordret til at føre os i en Baad tilbage til Bredden, hvor mine Forældre og Pigens, som nu vare komne tilstede, med Ængstelighed ventede paa os. Vi bleve mod­ tagne med Jubelraab fra den forsamlede Mængde, og De kan vel tænke Dem, at Fader og Moder med Taarer i Øjnene om­ favnede mig, men dog skændende lidt over min Forvovenhed. Inden Adjudanten forlod os, spurgte han om vor Bopæl og om, hvor jeg gik i Skole; det noterede han i en lille Lomme­ bog, og han forlod os, efter at han venlig havde taget Afsked fra mine Forældre og mig. Jeg maatte fortælle og atter fortælle, hvad der var fore- gaaet mellem mig og den kjære Konge, og hans Løfte om, at vi skulde høre fra ham, gav naturligvis Anledning til mange Formodninger. Der gik flere Dage, og vi troede næsten, at Begivenheden ikke vilde have nogensomlielst Følge, og at Kongen, som havde saa meget andet og vigtigere at tage Vare paa, havde forglemt os. Men paa en skjøn Dag indfandt der sig hos os en skrammereret Lakaj med Ordre 0111 , at Fader og jeg den næste Dag til en bestemt Tid skulde indfinde os paa Frederiksberg Slot og melde os til den jourhavende Ad­ judant. De kan tænke Dem, hvor stor og hvor spændt vor Forventning var. Iført vore Kisteklæder begav vi os ud til Slottet. Vi kom først igjennem et Forgemak, hvor der var en Del Pager, hvoraf flere betragtede os paa en næsvis Maade, som 0111 de vilde spørge: „Hvad Fanden vil I he r?“ Men saa kom en Adjudant ind, spurgte 0111 vore Navne og lukkede Døren op til Audiensgemakket. Da vi kom indenfor, kom Kongen paa sin sædvanlige Maade farende imod os med Haan­ den paa Kaardefæstet og sagde: „Naa, det er Dem. Ja, De troede vel nok, jeg havde glemt mit Løfte, siden det varede saa længe — haa, haa, nej, jeg glemmer ikke saa let. Jeg vilde nok vide et og andet, og det, jeg ha r faaet at vide, er ikke andet end godt. Deres Vært og Deres Mester siger, at De er en brav Mand, flink til Deres Arbejde, honnet Familie­ fader, og Knægten der — han svømmer jo som en Vand­ rotte — skal jo være flittig i Skolen og en lille opvakt Fyr. Ser De, alt det ha r jeg faaet at vide, og jeg vil nok gjøre noget for ham. Hvad ha r han Lyst til? Sig kun frem, min