FraDetGamleKongensKjøbenhavn

149

Kjøbenhavnske Klubber og selskabelige Foreninger

derefter paa H jørnet af Landemærket og Lille Iijøbmager- gade og senest i „Vildmanden“ paa Østergade. Saavidt vides, ophørte det i Begyndelsen af Trediverne. — I Slutningen af det forrige Aarhundrede bestod der foruden Borups Selskab et Pa r andre private Skuespillerselskaber, et, som kaldte sig „De t S k j ø l i n e s m u n t r e D y r k e r e “, ogsaa kaldet Kloster­ strædeselskabet, og et andet, som kaldtes S k i n d e r g a d e ­ s e l s k a b e t . Disse Selskaber talte ligeledes, som Werlauff meddeler i sine „E rindringer“, mange tildels ansete Embeds- mænd, af hvilke nogle skulle liave udmærket sig ved Ud­ førelsen af enkelte Roller. Saaledes skal Kammeradvokat Schønheyder have spillet Ulysses v. Ithacia meget fortrinlig, Professor i Historie Kjerulff de holbergske Arv’er og Kon­ ferensraad Holm ved Kreditkassen for Husejere den liol- bergske Jeronimus og Moliéres gamle Mænd. Indtil i Tyverne existerede der et „ h o l s t e i n i s c h - d r a m a t i s c h e Ges el 1- s c h a f t “, hvor der blev spillet tyske Komedier, og livis Med­ lemmer nærmest bestod af Holstenere og herboende Tyskere. I den store Kaserne i Sølvgade var der i Aarene 1810 og 1811 et m i l i t æ r t Theater, livor der ugenlig spilledes af militære Liebhavere, som det lader til for det meste paa Tysk, og hvor­ ved de forreste Bænke vare opfyldte af Stabsofficerer, Hof­ kavalerer og mange Damer. Af en hel anden Art og Beskaffenhed end det Borupske vare de Selskaber, hvortil Hertz og Rosenkilde sigte i deres Stykker. Saavel Medlemmer som spillende hørte paa enkelte Undtagelser nær til de jævne Borgerklasser, og var der end enkelte gode Kræfter, saa vare de fleste dog højst middel- maadige. Men de vare meget ivrige i deres Kald, og mangen en forsømte sin Næringsvej for at kunne trække Thespis- karren paa Prøver og Forestillinger. Det var næsten, som det var deres Livsopgave. Æ ldre Folk ville maaske endnu mindes at have set i Kjøbenhavns Gader en simpelklædt, gammel, foroverbøjet, noget korpulent Mand med et ret karakteristisk, godlidende Ansigt, og hvis Særkjende var en gammel ræverød Paryk, under hvilken det graa Haar paa alle Sider stak frem. Denne Mand, der havde skrevet en Masse Theaterstykker, hvoraf enkelte bleve opførte paa Privattheatre, men aldrig ere trykte, og som er Forfatter til den bekjendte Sang „Om hundrede Aar er alting glemt“, Landvæsenskommissær Søe- borg, var en af Thalias ivrigste Dyrkere og et meget virksomt Medlem af flere dramatiske Selskaber. Levende paa sine gamle Dage af en lille Pension, var han ikke sjælden nødlidende og