FraDetGamleKongensKjøbenhavn

153

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

Der er sikkert ingen, som ikke i sin første Ungdom ved at overvære en theatralsk Forestilling har havt denne ublan­ dede Nydelse. Theatret er da et Tryllerige, hvor man ind­ finder sig med en velgjørende Gysen, med en højtidelig For­ ventning om det vidunderlige, der vil aabenbare sig. Selve Instrumenternes Stemning i Orkestret er trods Dissonanserne en Forlystelse, der hører til det eventyrlige, det er Illustra­ tionen af det ubevidste. Tæppet flyver op. Man ler, man græ­ der, H jertet nyder, hvad Fantasien foregjøgler. Man har dyb Medfølelse med den forfulgte Uskyldighed, man hader Skur­ ken, og man jubler, naar Straffen rammer ham. Og naar saa Tæppet falder, og Stykket er forbi, da medtager man Ind­ trykket dybt og varigt, ja det følger os gjennem hele Livet, og i Alderdommen mindes man endnu k lart og tydeligt, hvad man i hine lyse Ungdomsdage saa og hørte. Dette er i det mindste Tilfældet med den, som nedskriver disse Linier. Han gjæstes ofte af Mindets lyse Aander. Men i den Modtagelighed, som det unge Sind har for slige Indtryk, i denne Evne til at bevare Minder fra Fortiden langt mere end Begivenheder i en ældre Alder, er man let fristet til at se disse i et Rosenskær og derved blive ubillig mod Nutiden. Hvor ofte hø rer man ikke ældre Folk sige: „Ja, i min Ung­ dom, dengang forstod man at spille Komedie, dengang var det ganske andre udmærkede Stykker man gav, — hvad er det 1111 ?“ — Der kan, navnlig hvad det første angaar, sikkert være nogen Sandhed deri, men dog kun en Sandhed med Modifika­ tion. Ganske vist frembød det kongelige Theater i ældre Tid en Hærskare af store Talenter, men naar man læser Datidens kritiske Anmeldelser af det kongelige Theaters Forestillinger, vil man finde, at man havde meget at udsætte, og at man, lige­ som nu, som en Modsætning henviste til, hvad Kunsten havde skænket i en tilbagelagt Tid. Og hvad Stykkerne angaar, da ved man jo af Erfaring, at naar et ældre Arbejde fra den Tid, der ikke hø rer til de egenlig klassiske, nu optages igjen, er det undertiden for Nutidens Tilskuere ubegribeligt, at man i sin Tid h a r fundet det værdigt til Opførelse paa det kongelige Theater, end sige, at det i sin første Nyhed har gjort en ual­ mindelig Lykke. Aarsagen er vel først og fremmest den bedre og renere Smag, som nu g'jør sig gjældende; det kan ogsaa være, at hvad man fra hin Tid har bevaret i Hukommelsen og indprentet i Tankerne, kun er det materielt synlige, ikke det, som igjennem Øjet tiltaler Sjælen; men i ethvert 1il­ fælde viser det sig, at Beundringen af Fortiden som oftest har