FraDetGamleKongensKjøbenhavn

159

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

pladsen for at være ved Haanden, hvis der forekom Optøjer i Theatret. Stykkers Udpibning og den dertil knyttede Me­ ningskamp fandt dengang langt hyppigere Sted, end det nu er Tilfældet. Ved at omfatte Theatret og Theatervæsenet med en overordenlig Interesse var Publikum ogsaa i Realiteten en Del mere kritisk, end det nu synes at være Tilfældet. Det var Parterret, der udøvede et strengt Dommerkald, men paa Bun­ den af denne Strenghed laa maaske ogsaa Tanken om en lille Adspredelse fra den hverdagslige Ro og Stilhed, som ikke af­ brødes af Politik, Rigsdag eller deslige. At det derved som oftest gik ud over de stakkels Forfattere, toges kun lidet i Betragtning. Som oftest gjorde ogsaa personlige Hensyn sig gjældende, hvilket havde til Følge, at de fleste originale Ny­ heder, som i den Periode, jeg nærmest har for Øje, kom paa Scenen, vare anonyme. Altsaa ad den nævnte snævre T rappe komme vi nu til den Dør, der fører til Scenen. Det er en Time eller halvanden, før Forestillingen skal begynde. Det Rum, vi træde ind i, fore­ komme vort til Dagslyset vante Øje at være bælgmørkt. Det varer en god Stund, før vi kunne skælne Gjenstandene om­ kring os ved Skæret af en eneste søvnig Lampe, der lyser imellem Brædder, Lægter, Tove, som om den brændte langt borte mellem Træstammerne i en Skov. Det er, som befandt vi os i et fuldstændigt Kaos. Det er Theatrets Vrangside. Der er ingen brogede Farver, ingen Forgyldning, intet af det, som vækker Illusion eller er Illusion. Overalt graa, støvede Bjæl­ ker, nøgne sorte Mure, et Virvar af Reb og Tove, Stiger i de besynderligste Skikkelser, Valser med lange uhyggelige Arme, Stilladser, bemalede Træklodse, om hvis Anvendelse vi ikke kunne gjøre os nogen Forestilling. Vi gaa lidt længere frem, nu ere vi ved Kulisserne, her se vi ved Skinnet af en Lampe et Kaos af Farver paa Dekorationer, Tæpper og Møbler, hvis Forgyldning blinker med et usikkert Skær. Maskinfolkene færdes hist og her for at bringe Orden i denne Forvirring; hist rykkes en Kulisse frem, her en tilbage, hist kommer et Sætstykke frem som ved en usynlig Magt, her trykkes et Tæppe op, og Sofitterne synke ned med stærk Larm. Oppe i Højden ses vandrende Lys, noget, der ligner en Lygtemand, som viser sig snart hist, snart her, og, hvor det lader sig se, belyser det i en snæver Kreds brogede Farver og Draperier. Op ad Kulis­ serne trækker sig ligesom en Lysstraale, afbrudt af Skærme. Det store Tæppe mod Tilskuerpladsen er endnu trukket op. Man ser ud i det mørke Rum, som dog snart oplyses, idet