FraDetGamleKongensKjøbenhavn

163

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

— siger han bl. a. — vistnok baade aandsdannede og agtvær- dige; men de sidstes Antal var ikke betydeligt, de førstes meget ringe, og de, der kunde henregnes til de første som til de sidste, beløb sig kan til saare faa. Af begge Kjøn var der i det højeste kun en halv Snes, hvis Sprog og Literaturkund- skab strakte sig ud over Modersmaalet. Mange, selv af de mest udmærkede Kunstnere, navnlig hele Dandsepersonalet, vare ikke i Stand til blot at skrk æ en Sygdomsanmeldelse læselig, end mindre rigtig, nogles Wele Færdighed i at bruge Pennen indskrænkede sig til at kradse deres Navn, og et Par underskrev Gagekvitteringen med en vedtagen Hieroglyf eller Bomærke. Iblandt de mange geniale Kunstnere, som Skue­ pladsen ejede, var der kun faa, som ved Studium havde ar­ bejdet sig frem til Berømmelse; de fleste vare komne til den ved at være Empirikere uden selv at vide det. En stor Del af det, som nu sysselsætter Personalet, var ikke til for dem. Næst efter Udvej til at slaa sig igjennem til „Gagedag“ var hele deres Hu og Tanke henvendt paa at faa gode Boller og at gaa op i deres Udførelse. Hvor de kom hen: i Forgemak­ ker, Klubber, Vinhuse eller Knejper, vare de strenge Iagt­ tagere af alt, hvad der i deres Rollefag kunde blive brugbart for Scenen. Bollen var alt, hvad de læste og grublede over. Det materielle Liv bestod hos ikke faa ældre og de fleste yngre deri, at de fra Klokken 1 om Eftermiddagen til ud paa Natten drev Tiden hen, naar de ikke vare bundne af Theater- tjeneste, med at passiare og drikke „O tterter“ paa en eller anden Vinkjælder, de havde valgt til Standkvarter. Der var her ingen Forskjel paa kgl. Skuespillere og Elever, de drak Glas sammen og lod sig traktere i Fællesskab af Gjæsterne til Tak for de lystige Indfald og morsomme Anekdoter, som de opvartede med. De tog det ikke ilde op, naar Opvarterne tillod sig en kammeratlig Spøg; det var et Middel til at drikke paa Kredit, og det var ikke ringe Summer, som stod paa det sorte Bræt. Dette Knejpeliv havde slemme Følger. Især de yngre bleve saa forfaldne til dette Drikkeri, at de endogsaa drev det paa Theatret. Hver Aften, naar flere af dem havde fælles Paaklædningsværelse, blev der skudt sammen til Bræn­ devin, og da Regissør Clausen, for at standse dette Uvæsen, havde forbudt Maskinkarlene at hente noget, var det en Skue­ spiller eller en Elev, som maatte gaa hen i Vingaardstræde hos Spendrup for at rekvirere det fornødne. Der var en stor Forskjel mellem Omgangen paa Theatret og Omgangen paa Vinkjælderen mellem de ældre og de yngre. Den samme Kunst­ 11*