FraDetGamleKongensKjøbenhavn

166

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

more sig ved hendes Forlegenhed, da de vidste, baade at hun vilde føle sig fristet til at byde dem til Aften, og at hun ikke i Huset liavde det mindste at byde dem paa. Mad. P reis­ ler modtog dem med stor Venlighed og tilsyneladende Glæde, men da hun ikke bad dem aftage Overtøjet eller syntes at ville invitere dem, maatte Saabye, for at Spasen kunde be­ gynde, rykke ud med, at de egenlig vare komne for at bede

smukke Stole. Uden at kunne begribe, hvorledes hun havde sig selv til Gjæst. „Del glæder mig inderligt,“ svarede hun øjeblikkelig. „De ere hjertelig velkomne, men saa maa jeg bede Dem lægge Overtøjet og Hattene og at undskylde, al jeg forlader Dem lidt for at sørge for Bordet.“ De hængte del nu fra sig i et lille Kam­ mer og go tiede sig ret inder­ lig ved Formodningen 0111 , hvad hun kunde finde paa al traktere dem med, og hvor hun vilde faa del fra. Det va­ rede en Stund, medens hun gik ud og ind, indtil hun bad dem følge med ind i det andet Værelse og tage til Takke. Til deres Forbavselse saa de et meget smukt dækket, belyst og med varme Retter og Vin rige­ lig besat Bord, omgivet med

HVAD sm a g e n h a r l HENDE t a b t NATUREN HAVDE PREISLER SKABT NATUR ENS MUSERS DYRKER S K A T T E R

formaaet at frem trylle denne Herlighed, satte de sig til Bords i den muntreste Stemning. Elsberg, som den ældste, udbragte hendes Skaal, men midt i sin Tale brast han ud i ustandselig Latter, og da hun med den uskyldigste Mine bad ham dog endelig forklare hende Aarsagen, rykkede Saabye frem med, at de egenlig ved deres Besøg havde villet mord’ sig med at sætte hende i Forlegenhed, men nu ikke kunde bare sig for at le ved at se en saa prægtig Beværtning, som de aldrig havde drømt om. Denne Tilstaaelse tog hun aldeles ikke for­ trydelig op, men bemærkede kun skalkagtig, at hun slet ikke begreb, hvorledes hendes gamle Kammerater kunde tro, at hun saa let var at sætte i Forlegenhed. Tiden gik hen med

Made with