FraDetGamleKongensKjøbenhavn

172

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

Montanus“, Korfitz i „Barselstuen“, Saft i „Sovedrikken“, Goldkalb i „Kong Salomon og Jørgen Hattemager“, Golz i „Østergade og Vestergade“ og i mange andre komiske Roller var han uovertræffelig, og de Typer, lian liar skabt, ere og­ saa fuldstændig bievne optagne af hans nærmeste Efterføl­ gere. Alt vidnede om et indgaaende Studium af Karakteren, og der er næppe nogen Skuespiller, der i højere Grad end Ryge forstod at udarbejde en Rolle i dens mindste Enkelt­ heder og tillige at give den en kraftfuld Kolorit ved ganske at gaa op i den. Selv i Syngespillet kunde han gjøre Eyldest, han havde en smuk Barytonstemme, hvis stærke Klang han vidste at moderere og give et virksomt dramatisk Udtryk. Han var altid korrekt i sin Memorering, og hans Rollesikker- lied i Ørdets mest udstrakte Betydning var næsten enestaa- ende. Selv i ældre Alder kan det næppe paavises, at han fej­ lede; naturligvis var han derved en ypperlig Støtte for sine Medspillende. Ryge lod sig undertiden i overstrømmende Lune forlede til Improvisationer, hvis Pudsighed var en Undskyldning for den Frihed, han herved tog sig. Saaledes fortalte han som Saft altid en eller anden morsom Historie om de Skælmerier, som Rose havde drevet med ham, hvorledes hun havde lokket ham op i Hønsehuset, og hvorledes han da var bleven over­ faldet af den store Hane o. desl. Pgsaa som Goldkalb slog han ikke sjælden Gjækken løs. Da en Syngemester var rejst udenlands med en Sangerinde, fo rta lte ,han, at han blandt sine Spekulationer ogsaa havde liavt den at rejse omkring med Sangfugle, men at det var gaaet galt, idet de havde lagt /Eg og faaet Unger — en Hentydning, som naturligvis vakte stor­ mende Latter, men som tildrog ham en streng Reprimande af Direktionen. Han kunde være meget gemytlig og jovial, naar han, som han selv udtrykte sig, befandt sig under sit Ge- myts Middeltemperatur, og han kunde da fortælle en Mængde snurrige Anekdoter, især i det Plattyske, som han talte med stor Færdighed. I Ømgangen med sine Kunstfæller var hans Væsen ret godmodigt, men undertiden ogsaa opfarende øg bistert, naar han mødte Modsigelse, og der var ikke sjælden slemme Konflikter. Det var saaledes en Gang nær kommet til en Duel mellem ham og Jlolst, hvem han liaard t havde fornærmet. Han var overhoved ikke lidet bydende og stolt, hvor han som Kunstner eller Økonomi-Inspektør troede at burde hævde sin Anseelse. E 11 Gang mødte der ham derved en Ydmygelse, som han aldrig kunde glemme. Paa en Uden­