FraDetGamleKongensKjøbenhavn

177

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

gaaende Aften, og livor eftertrykkelig han havde togtet den Kjæltring, der var trængt ind i hans Hus, og som oven i Kjøbet havde havt den topmaalte Frækhed at give sig ud for Ils. kongelige Højhed. Til Slutning henstillede han, om det ikke var rigtigst at melde Sagen lil Politidirektøren, for al Voldsmanden kunde blive eftersporet og afstraffet efter For­ tjeneste. Med undertrykt Raseri, men bævende for Skandalen, hvis Historien blev bekjendt, saa den sengeliggende Mand sig nødsaget til at takke Frydendahl for hans Nidkjærhed og bede ham om at slaa Sagen ned, hvilket Frydendahl da ogsaa lovede, men dog næppe holdt, for saa vidt som den meget hu r­ tigt kom ud blandt Publikum. — Frydendahl var ikke nogen Ven af Balletten, dens Dyrkere kaldte han Badutspringere. E 11 Morgen gik han en Tu r i Frederiksberg Allee. En Lugekone i en ved Vejen liggende Have fik Øje paa ham og hilste ham med de Ord: „God Morgen, Hr. Instruk tø r!“ — „Hvorfra kjedder De mig, min gode Kone?“ spurgte Frydendahl. — „Jeg ha r været ved Dandsen, Hr. Instruk tø r.“ **- „Er De ikke derved endnu? De fortjente at være det,“ sagde Frydendahl og gik videre. L i n d g r e e n var Frydendahls jævnaldrende og kom et Aar efter denne, 1788, lil Theatret i en Alder af 20 Aar, nogen Tid efter, at han havde taget Artium. Han forsøgte sig først i et Par Tjenerroller, men hans egenlige Debuter vare først som Henrik i „Maskeraden“ og som „Den pantsatte Bondedreng“, hvori han strax overraskede ved sit umiskjendelige Talent for deslige Roller. Han var temmelig lav af VæxL og som ungt Menneske smækker; del var først i en ældre Alder, at hans Figur blev temmelig firskaaren. Hans Ansigt var meget ka­ rakteristisk, det udtrykte Lime og Skælmeri, men var egen­ lig ikke videre bevægeligt, og derfor kunde han heller ikke ganske fornægte sin Personlighed, uagtet det dog stod i hans Magt som faa at individualisere de Figurer, lian skulde irem- stillc. Hans Stemme var tydelig og klar, men Organet havde et Anstrøg af sjællandsk Dialekt, der skal have hidrørt fra den Tid, da lian ved at gaa i Roskilde Skole kom i megen, Omgang med Bønder. Denne Dialekt forlod ham aldrig, den klang gjennem alle hans Roller og bidrog ofte til at forhøje den komiske Virkning. Han var i høj Grad talentfuld og genial som komisk Skuespiller. Beundringsværdig var den Sikker­ hed, hvormed han traf næsten enhver komisk Karakter. Hans Præstationer vare udarbejdede i deres mindste Enkeltheder, og hans komiske Styrke viste sig ikke blot i enkelte komiske J. Davidsen: F ra det gamle Kongens Kjøbenhavn ^