FraDetGamleKongensKjøbenhavn

182

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

Fod paa Scenen. Aarsagen hertil maa atter søges i en vis Ufordragelighed, der var ham egen, og som vel for en Del havde sin Kod i den Tro, at han var tilsidesat og miskjendt. Ikke sjældent havde han Sammenstød med Direktionen, og det var engang ikke langt fra, at han var bleven afskediget. Men i 1821, da Gollin var ind traad t i Bestyrelsen, kom der en lieldig Vending i hans Forhold og Stilling ved Tlieatret. Gollin havde med sit skarpe Øje for kunstneriske Evner snart op­ daget, hvad der boede hos ham, og medens han i mundtlig Samtale ikke lod det fattes paa Opmuntring, viste han sig i Gjerningen som hans Beskytter, lia n forskaffede ham ikke blot en Gageforhøjelse, men ogsaa en forøget Virksomhed i de Rollefag, som nærmest laa for ham. Disse Fag vare stærkt udprægede Karakterer, saavel komiske som alvorlige, hvilke han i Keglen formede til sande Mesterstykker af scenisk Kunst. Mørke Roller som f. Ex. Knud Sortebroder i „Axel og Val­ borg“ eller Pipin i „Karl den Store“, Karakterskildringer som Tartuffe, ædle Billeder som Jøden Scliewa, komiske Figurer som Zierlicli i „Aprilsnarrene“, Klister i „De Uadskillelige“, Gliarles Tang i „Flyttedagen“, Josef Golz i „Østergade og Ve­ stergade“ vare prægede af lige stor Fuldkommenhed og ud­ øvede uimodstaaelig Virkning. Alt var fint udarbejdet i de mindste Enkeltheder og vidnede ligesaa meget om en anstræn- gende Flid som 0111 Genialitet i Opfattelsen. En af hans største Triumfer, men desværre hans sidste, var hans Udførelse af Delavignes Ludvig den Ellevte. Allerede nogen Tid i Forvejen vare hans Kræfter stæ rkt svækkede ved store aandelige og legemlige Anstrængelser; men ikke desto mindre gav han sig i Fæ rd med denne gigantiske Rolle og indstuderede den med utrolig Omhu. Han havde faaet den i Sommeren 1833, og den beskæftigede idelig hans Sind øg hans Tanker. Stykket var bestemt til at opføres i den paa­ følgende Sæson, men hans tiltagende Svaghed forhindrede ham gjentagne Gange fra at spille den. Endelig, uagtet han mærkede, at det stundede til Ende med ham, mandede han sig op til at spille den. Det skete den 18. Marts 1834. Syg og meget afkræftet kom han paa Tlieatret, og endnu nogle Øje­ blikke, før han traadte frem, ytrede han, at det maaske ikke vilde være ham muligt at spille Rollen til Ende. Personalet, som vidste, hvor lidende han var — fortæller Overskou — imødesaa denne Forestilling med stor Ængstelighed. I anden Akt træder Kongen ind. Winsløv stod forstemt, kraftesløs og urolig i Kulissen; hans Stikreplik kom, og paa én Gang syn­