FraDetGamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

8 7

Og bliv ei sandseløs og ikke sinde-lam , Nu Du faaer Øie paa den D em ant-Perle-K ram . Ønsk nu Du var saa fuld besat med Øine-Luer, Som for P rophetens Hiul, at Du de Kongestuer Kund’ gjennem gabe nok med Næse, Mund og Hals, Ønsk, at der Øine var paa Børsen nu tilfals. Men brug de to, Du har, Du faaer ei fleer at kiøbe, Og lad dem nøisom i G em akkerne om løbe.“

Derefter gaar Forfatteren over til poetisk at beskrive cle forskjellige Gemakker: Tronsalen, Kongens Paradegemak, hvorved han ikke undlader at strø Virak for denne „Nordens Salomon“, Dronningens Gemak, „straaltindrende af lutter Sølv og Guld“, Kongesengen med „de sødeste Gardiner, Omvirkede med Guld i Kiærlighedens Miner (Gud lad den blom stre skiøn og evig frugtbar staae, At Norden udaf den maae evig Scepter faae!).“ Endvidere skildrer lian Tapeterne med de indvirkede Bil­ leder, Loftmalerierne, Portræterne, kort sagt løsl og fast, med en Begejstring og Fylde af Ord og Udtryk, som Nutidens Poeter maatte misunde ham, En anden Digter har i en langt senere Tid skildret Slottet, men paa en hel anden Maade. Hvo mindes ikke Adam Oehlenschlægers „Frederiksberg“, hvori han med glødende Farver ha r nedlagt de skjønne Ind­ tryk fra sin Barndom og sin første Ungdom. Ile r om Vinteren, naar Slottet stod ensomt og forladt, vankede han alene om i de høje Sale. Her rørte sig i hans Bryst den guddommelige Gnist, her vaktes hans Sands for Kunsten. Her var det, at han, naar han kom hjem fra Degneskolen i Frederiksberg By, der „saa ud som en Svinesti“, og hvor han sad paa Bænk sammen med en Hob lasede Drenge, fandt en velgjørende Adspredelse ved at betragte Malerierne og bygge Luftkasteller: „Her nar ieg vanket i tidlige Morgen,

Herlige T im er tilbragte jeg her. Følte ved Sneens oplivende Skjær Kunsten, hvis Genius b jrggede Borgen. Huldt Malerier B arnet indvier I den fortryllende brogede Kunst. Lidet jeg m æ rkte til Taagernes Dunst, Yndige Landskaber, deilige Kvinder, H jertets fortryllende første Veninder.“

Ingen anede dengang, at den lille smukke rødmossede Dreng med de klare, venlige Øjne, iført et højst ejendommeligt Ko