FraDetGamleKongensKjøbenhavn

94

Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

levende Skabning Fortræd uden Aarsag. En Sommeraften var Kongen i sit daglige Kabinet paa Frederiksberg Slot. Klok­ ken var henved 11. Vejret var smukt, og i det tilstødende Væ­ relse — Kongens Sovegemak — stod et Vindue aabent. Da Kon­ gen tilligemed sin Kammertjener Westergaard vilde gaa der­ ind, fløj en lille Svale, der havde forvildet sig gjennem det aabne Vindue, dem i Møde, og blændet af Lyset, som Kam­ mertjeneren bar, flagrede den ængstelig fra det ene Hjørne af Værelset til det andet, ikke i Stand til at finde nogen Udvej. Ved at se den arme lille Fugl flagre forvildet omkring, befalede han Kammertjeneren strax at gaa tilbage med Ly­ set; selv aabnede han flere Vinduer og ventede taalmodigt for at se, om Fuglen ikke atter skulde kunne finde Vej lil det fri. Men det forskrækkede Dyr blev siddende i en Krog af Loftet og vovede sig ikke ud af sit Skjulested. Efter nogen Tids Forløb kaldte Kongen paa Westergaard, og idet lian pe­ gede paa sin lille Feltseng, lod han Kammertjeneren tage ved den ene Ende af samme, selv tog han fat i (len anden Ende, og begge bar nu Seugen ind i det andet Værelse. Derpaa gik Kongen atter tilbage til Sovegemakket, lukkede alle Vin­ duer op, og sagde med sin haarde, men dog saa godmodige Stemme: „Vi maa nok ikke forstyrre den stakkels lille Svale , . . T ro r du ikke nok, Westergaard, at den nu vil slippe ud?“ Den nævnte Kammertjener Westergaard holdt Kongen me­ get af, han satte stor Pris paa ham, og naar han var i godt Humør, spøgede han gjerne med ham. Westergaard havde tid­ ligere været Tjener hos Overkammerjunker Grev Yoldi. Da han havde tiltraadt sin Tjeneste hos Frederik den Sjette og skulde barbere ham, var han meget ængstelig derved. Pludse­ lig greb Kongen ham ved Haanden, raabende: „Stille, stille et Øjeblik!“ Westergaard, som formodede, at Kongen troede, han havde skaaret ham, standsede forskrækket og ventede skarp Tiltale, men Frederik den Sjette udbrød: „Hør, da Han var hos sin forrige Herre, tænkte han nok ikke paa, at Han skulde komme til at tage Kongen ved Næsen? Haa, haa, haa! Nu kan Han begjmde igjen!“ — Der hengik sjælden nogen Aften, uden at han, naar han var kommen i sin simple Seng, og Westergaard havde stoppet Tæppet ned om ham, sagde til ham, som vel at mærke ikke bed Ole, men Jens: „God Nat, Ole! sluk Lyset! Pengene ligger i Vinduet! Ilaa, haa, haa! Naa, i Guds Navn!“ En af Kongens Yndlinge var den bekjendtc Kammerherre Schrødersee, der var et goclt Hoved og udmærkede sig ved