ValkendorfsKollegiumsHistorie

150 blive H erre over Ilden , efter at den havde ødelagt 16—1700 Huse og g jort 3700 F am ilie r husvilde. D igterpræsten, den gam le A lumne Jø rgen F riis, (S. 139), slog H a rpen ved Budskabet om B rand en ; i »Københavns T a a re 82)« sk ild re r h a n i m alende, m en k u n tildels smagfulde, B illeder Ildens Hæ rgen: Forskræ kkeligt at se de gnistefulde Vinger, Hvormed h an sig omkring paa alle K anter svinger; h an fløj om sider op p a a kobbertakte Spir, saa Byen h av er m ist sin Herlighed og Zir. Gud bedre det saa sandt: de mange skønne Steder Ser nu bedrøvet ud og græ der med St. Peder; Han m aatte sæ tte sig med Job i Asken ned, Han græd, og hver en T a a r’ v ar brændende og hed. Vor F rue m idlertid i denne Kvalm og Varme Faldt ned paa sine Knæ, Gud m aatte sig fo rb arm e; Hun gav det sidste Suk og saa besvimed hen, Det bliver længe til, hun komm er sig igen. Hun faldt, og hvor man ser, alt flere sta a r og rokker, Nu hø res Sørgelyd af Helliggejstes Klokker; H jæ lp, Gud! er alles Ord med Skrig og Jamm ersang, Og hver er bange for en stø rre Undergang. Man kan paa Rundetaarn ej Sol og Maane skue, Og Stjernens Vej er skjult i taageblandet Lue; Ild-Stjernen b lu sser op i hv er en Kant og Vraa, Og det er fælt at se omkring i Aabenraa. Med »de mange skønne Steder« h en tyd e r D igteren bl. a. til sit gam le Kollegium. Da F lamm e rn e havde udraset, va r saa godt som alle St. Pederstræ des Huse n edb ræ nd t til G runden ; saa let v a r det im id lertid ikke at faa Bugt m ed Valkendorfs Kollegiums æ rvæ r