ValkendorfsKollegiumEfter1865

101 Mestere i at lave. Men ogsaa indendørs rykkede vi sammen. — og disse Fællesmaaltider skulde omsider faa storpolitisk Betydning. Fælleskøkken fandtes ikke, men vi fik fat i en gammel Primus, som vi ved Hjælp af Syre fik til at skinne; den anbragtes paa Bordet for Enden af Gangen, og efterhaanden voksede Retternes Antal, det strakte sig til Bøf (35 Øre hakket Kød, eller en Skive »skært«, som var dyrere og maatte bankes med Spritflasken), Kotelet (dyp­ pet i Æggehvide og Rasp, hvis Æggene var billige), Forloren Skild­ padde (som købtes færdiglavet, men helst skulde have en Tilsæt­ ning af Rom eller Cognak. En enkelt Gang havde den dog faaet en underlig Bismag, som ikke fortog sig ved en extra Tilsætning. Det viste sig senere, at der af en Fejltagelse var anvendt Kogesprit; men da var den gledet ned.), stegte Hjerter m. m. Det gav imidler­ tid en udbredt Madlugt, og enkelte Deltagere gav højlydt Udtryk for deres Mæthed — og det vakte en Del Mishag (Misundelse), navnlig hos nogle Aalborgensere, der svigtede deres Nationalitet ved at være Afholdsfolk. Da nu denne sammenspiste Forsamling søgte at sætte deres Kandidat igennem som Læsestue-Inspektor, dannede der sig et endnu større Modparti, som sejrede ved Valget. Det blev en vordsoni Strid; det urolige Parti (Mindretallet) øvede Sabotage, Aviser fjer­ nedes fra Læsestuen, og en Aften besatte man Læsestuen, forsynet med Mad- og Drikkevarer samt Spillekort, og blokerede Døre og Vinduer. Omsider faldt man dog til Ro og enedes om en Fælles­ kandidat. Ved denne Lejlighed kom man paa en mindre behagelig Maade i Berøring med Myndighederne: Portneren og Eforen. Portneren hed Herr, og han (eller rettere hans Kone) var besværet over den megen Opvask og klagede til Eforen, P. Madsen, som fik det Ind­ tryk, at Alumnerne kun interesserede sig for »Potter og Pander«. I Anledning af Striden udtalte Eforen den udmærkede Regel: Paa et Kollegium bør man føle sig som Samfundsmenneske. Han inspice­ rede for øvrigt sjældent; ved en saadan Lejlighed forfærdedes han ved at se, at Have-Inspektoren egenmægtigt havde fældet et Træ (for at skaffe Tennisplads), men denne — »Frederik« kaldtes han p. Gr. af sine Viser — forsvarede sig med, at »Grenene faldt ned i Ho’det paa Alumnerne« (o: naar de blev savet a f!); Inspektoren