GeorgBrandesLevned_1907

184

E t Arbejdsaar en Flok af Mænd med udmærket Holdning og intelligente Ansigter og af Damer, der var lige indtagende ved Skikkelse og Fysiognomi. En braadløs Munterhed besjælede dem. Saa sent det var, og skønt de den samme Aften havde spillet, var ingen Træthed at spore hos dem. Lystige Drillerier, Skemt og Spas, skarpsindige Ytringer om Skuespilkunst og Poesi fik Timerne til at flyve. Den Aften sluttede jeg med Lewinsky et Venskab, der holdt ud en Menneskealder til hans Død. 8 . I Norden oplevede jeg lidet Glædeligt. En Begivenhed, der gjorde et ansporende Indtryk, var imidlertid den nye Udvikling af Bjørnsons Digtning i Retning af Virkeligheds­ gengivelse. Han udgav samtidigt En Fallit og Redaktøren. Skønt intet af disse Skuespil betegner et Højdepunkt i hans Poesi, betydede de en Signalforandring, røbede, at Bjørnson havde gjort Skridtet fra romantisk til moderne Aandsliv. Hvad der samtidigt erfores om den Gæring og Udvikling, hvori hans længe nærede Rettroenhed befandt sig, gav des­ uden et Haab om, at Ibsen ikke mere vilde komme til at staa ene i Norge som en ny Tids Talsmand. I de Dage fik jeg i Kjøbenhavn meget jævnligt Besøg af en gammel udmærket Mand, en af Grundtvigs ældste Tilhængere ved Navn Knudsen, som første Gang bragte mig sammenheftet i stort Format et forstandigt Tids­ skrift, han havde udgivet, kaldet Vore Ordførere. Han var alvorligt religiøs og dog besjælet af det inderligste Frisind. Han holdt overfor de Grundtvigianere, der var gaaede paa Akkord med Statskirken, fast ved Grundtvigs ældre Krav paa fuld Aandsfrihed. Omgangen med ham kunde være lidt trættende; men der var noget Forfriskende ved