GeorgBrandesLevned_1907

186

Et A rbejdsaar ogsaa en Slags Broderi. Traadenderne forgaar, og Kane- vasset forgaar, og Gobelin’et bliver til Klude. Kun Svinelær bestaar. Derfor binder man de klassiske Værker ind i Svineskind. Bøgerne gaar ikke desmindre i Rotterne og til allersidst Svinelæderet med. Saa kun en Smule Rottegift, og Historien er ude.“ Skønt jeg i Reglen følte mig ret nedslaaet og snarere i bittert Lune end i godt, havde jeg Opsving af Selvfølelse. Saaledes skrev jeg Paaskemorgen: Mine Herrer! De kan roligt holde paa mig; thi jeg er den Hest, som vinder. Men i Maj følger denne Notits, der tager sig besynder­ ligt ud, naar man betænker, at den stammer fra en, som nylig var fyldt 33 Aar: „Et nyt Ord trænger sig stedse mere frem paa mine Læber. Det er Ordet gammel. Det er mig, som var jeg i denne Vinter blevet gammel. Glædesløs er gammel. Ene er gammel. Den, hvem Intet lykkes, er gammel. Den, som ser ned i et Dyb af Plager, som ikke kan udeblive, og af Glæder, der straks vil forbitres ham, er gammel. Der ligger en uafvæltelig Byrde af Mismod over mit Sind. Ensomheden gør mig elegisk, og saaledes skriver jeg Dagbogsnotitser, som da jeg var atten Aar. Den, der føler, at han lever og er blot tilnærmelsesvis lykkelig, skriver ikke Sligt“. 10 . Aaret igennem haglede fjendtlige Bladartikler ned over mig i nu glemte Blade som Dagstelegrafen , ogsaa i Dag­ bladet og Fædrelandet. Jeg brugte disse Artikler imod mig som Slambade; de var smudsige og styrkende. En Dag henvendte en af mine nærmeste Bekendte, en Jurist, sig til mig, og mente, det var nødvendigt at jeg svarte paa et ærerørigt Angreb. Jeg skrev til ham: „Hvorfor skal