GeorgBrandesLevned_1907

194

E t A rbejdsaar Pressen tav som en Mur. Da en af mine Bekendte i Anledning af Sagen bragte Redaktør Topsøe en Artikel, svarte denne: „Jeg har en hel Litera tur liggende om denne Mand; men jeg vil intet optage for eller imod ham; jeg vil ikke støtte ham, heller ikke lægge ham et Halmstraa i Vejen.“ Senere, da hele Byen vidste, at Fischer var bleven tvungen til at kalde Konkurrencen tilbage, skrev Topsøe en Artikel hvori han „trods mine Jammerskrig“ og trods de udenlandske Angreb paa Fædrelandet, hvori jeg efter hans Paastand var Skyld, anbefalede min Ansættelse ved Universitetet. 15. Straks i Januar tog jeg den Beslutning at forlade Dan­ mark. Universitetets Holdning og Ministerens Svaghed slog for mig Sømmet paa Hovedet. Min eneste Beskytter Hans Brøchner havde jeg fulgt til Jorden. I Midten af December havde Det nittende Aarhundredes Forlægger paany frem­ tvunget Udeladelsen af en Artikel, jeg havde optaget, og Tidsskriftet indbragte desuden Intet. Nogen Udsigt til som Universitetsprofessor eller som Forfatter eller som Over­ sætter at kunne tjene mit Brød i Danmark havde jeg ikke længer. Jeg maatte altsaa bort. Hvor ofte var ikke i Aarene 1870—71 den Opfordring bleven rettet til mig at slaa mig ned i Paris eller i Rom, tage Ophold i en af disse Byer, der begge var mig dyrebare, og skrive paa et af de romanske Sprog, der var mig saa kære. Dengang havde jeg atter og atter afvist Tanken af Fædrelandskærlighed. Den Kærlighed var ikke bleven gen­ gældt. Siden havde jeg ærligt stræbt at udfylde hvad jeg be­ sad af romansk Kultur med Indsigt i det germanske Væsen. Min tidligere Ensidighed havde skræmmet mig. Nu var Øje