GeorgBrandesLevned_1907

Omflakkende Liv 213 skal komme, og naar de skal komme. Taleren maatte ind­ stændig lægge Forsamlingen paa Hjerte, at al Frigørelse maatte begynde i Individet selv. Naar dette var sket, naar en Mand paa denne Maade havde tilegnet sig en Sandhed, — da vilde denne Sandhed brænde ham som en Glød paa Tungen, han maatte udtale den, arbejde for den, og sætte alle Hensyn tilside. Og til at gøre dette var Tiden altid bekvem; Udsættelse var her hverken nødvendig eller tilladelig. I det Bifald, hvormed Taleren var bleven modtaget, turde han maaske se en Indbydelse til at optage Kampen ogsaa her­ oppe. Taleren havde brændt sine Fingre før, og han var ikke bange for at gøre det engang til; men han troede dog, at det af flere Grunde var bedst, om man saa smaat prøvede paa selv at rage sine Kastanier ud af Ilden, — man kunde jo benytte en forsvarlig Ildrager dertil! En saadan Stilstand, som den, der her raadede i Forholdet mellem Videnskab og Religion, var meget dyrekjøbt; der var Intet, som elektri­ serede Tanken, der var ingen alvorlig, omfattende og moden Debat om de aandelige Spørgsmaal. Og en saadan var det, Taleren ønskede, og som man behøvede; den alene kunde føre til Kirkens Adskillelse fra Staten og til fuldstændig Religionsfrihed, saa enhver Mand kunde leve som en agtet Borger i Samfundet og indehave hvilket Embede som helst uden at være bunden ved nogen bestemt Troesbekendelse. Taleren vilde takke for den Anledning, der var bragt ham til at udbringe et Leve for den aandelige Frihed i Norge!“ Jeg havde Indtrykket af at have vundet Jordsmon for min Sag paa norsk Grund, langt anderledes end i Sverig. Her forstod man hvert Ord, jeg sagde, og her var i Sindene en stærkere Fremfærd.