GeorgBrandesLevned_1907

352

Arbejde og Anerkendelse

21 . Bjørnson opholdt sig da ogsaa i München uden at søge Ibsen. Derimod søgte han — kort før sin Afrejse — Paul Heyse, traf ham ikke, lagde sit Kort uden Opgivelse af Adresse. Heyse, til hvem jeg indstændigt havde anbefalet ham, maatte da efterspore ham fra Hotel til Hotel, indbød ham til samme Aften, da Bjørnson skulde rejse allerede næste Dag, og undlod ikke at udtale nogen Forundring over at være bleven opsøgt saa sent, naar Bjørnsons Mening dog var den at gøre hans Bekendtskab. I en Hast fik Heyse samlet en Del Venner, der alle kendte noget til Bjørnsons Digtning og skattede den. Ulykkeligvis var en af de første Ytringer, der ved Bor­ det faldt fra en Tilstedeværende (Bernays), denne ret natur­ lige: „Vi har jo ogsaa en anden berømt Nordmand her i München.“ — Hvem? spurgte Bjørnson, og da Svaret lød: Henrik Ibsen, fulgte fra Bjørnsons Side et kraftigt Ukvems­ ord. — Kalder De Ibsen saadan? Hvorfor? — Han har et helt Hundehalsbaand af Ordener. — Er det saa slemt at have Dekorationer? Det har jeg med. — Og jeg med, sagde hans Nabo, Schneegans. — Jeg med, udbrød Digteren Wil­ helm Hertz, indtil Heyse smilende sagde: Jeg selv har ikke blot en Skuffe fuld; men hvad værre er, jeg uddeler Ordener, jeg er for Tiden Maximilianordenens Stormester og giver den bort. — Men Ingen af de Herrer bærer dog Ordener, sagde Bjørnson. — Ganske vist ikke; men vi kan ikke dømme den, der bærer dem, haardt. Paul Heyse var den Aften yderst livlig, en fortræffelig Vært, fortalte meget, underholdt sine Gæster. Han var som en Harpe; der rørtes ikke ved den, uden at den tonede. Bjørnson, der fik den Idé, at Heyse, nervøs som han var, umuligt kunde taale en saadan Ødslen med Aand, brugte i