GeorgBrandesLevned_1907

376

Arbejde og Anerkendelse opnaaet. At Kejserinden havde ønsket at høre mig tale og var kommet for at høre mig, var visselig intet særdeles Mærkeligt. Med sine 69 Aar havde den gamle Dame ikke glemt, at hun var Prinsesse af Weimar, Karl Augusts Sønne­ datter og Goethes Elev. Men naar jeg betænkte, hvilken van­ vittig Fantasi det var, at Kongen eller Dronningen af Dan­ mark eller endog blot det ringeste Medlem af det Gliicksburgske Kongehus skulde indfinde sig til en af mine Forelæsninger, ikke blot nu, men om en Menneskealder, ifald jeg levede saa længe — saa kunde jeg ikke lade være at finde de tyske Forhold højst forskellige. 41. Nogle Dage derefter fik jeg en Indbydelse til Hofbal og Souper. Man lod mig vide, at jeg skulde forestilles for Kejseren og Kejserinden; den sidste vilde lære mig at kende. Da jeg efter at være gaaet gennem nogle Sale kom til Billedgalleriet, studsede jeg ved her i det gamle kongelige Slot at se et Portræt af Kongehusets og Prøjsens Fjende paa Davids berømte Maleri, Bonapartes Overgang over St. Bernhard; jeg var ikke forberedt paa en saadan Fordoms­ frihed. Medens jeg betragtede Billedet, hørte jeg en Stemme bag mig sige paa Fransk: De her! Kan jeg være Dem til nogen Tjeneste? — Det var den russiske Attaché, min gode Ven, Hr. von Kumanin, i sin Hofuniform. Det kan De, svarte jeg; thi jeg er ikke hofvant. Jeg skulde i Aften forestilles for Kejseren og Kejserinden. Hvor­ ledes bærer jeg mig ad dermed? — Det er ganske simpelt; jeg følger Dem ind i den hvide Sal, hvor Diplomaterne se­ nere bliver opstillede, men allerede nu forsamles. Dér hen