GeorgBrandesLevned_1907

Arbejde og Anerkendelse 381 Jeg grublede over den tyske Folkeaand, som den indtil da havde udviklet sig i det nye Rige. Dens Kraft syntes mig i Hovedsagen at bero paa den Lethed, hvormed den lod sig disciplinere. Tyskerne selv betegnede sig vel gerne som Individualister i Sammenligning med de sociable Fransk- mænd og de politiske Englændere. Men de syntes mig mindre individualistiske end de selv mente. Det upersonlige Forhold til Livsmagterne var saare hyppigt. Alt var her reguleret. Der var altfor mange anonyme Følelser, som her kvaltes og dræbtes, fordi de skulde have et Navn og fik et bestemt, der ikke passede for dem. Alt­ for tidt opfattedes saaledes Følelsen som Individet forment. Saa mange Enkelte, saa mange Arter af Følelser. Og saa mange Genstande for disse Følelser, saa mange Varianter. Der var Hjerter, som ikke kunde smeddes i Regler. For dem var Tyskland ikke Landet. Hvad den personlige Særegenhed i Tyskland angik, mindedes jeg et Ord, som en kritisk Tysker en Dag havde sagt mig: „Her har hver sin Marotte (Kæphest), det er den hele Individualisme; der er næsten ingen, som har Initiativ.“ Og det faldt mig ind, at det var vel derved at Bismarck havde faaet saa stor Magt over dette Folk, han, der, som han selv havde sagt, var ein Mann von Initiative. Enhver Samtidig burde lære af ham, hvad han formaaede. Og jeg gentog for mig selv paa Tysk: Erst wägen, dann wagen, siger Moltke. Noch lange nicht genug, siger Bismarck — to dybe Ord. Jeg gik længere ind i Thiergarten, Sneen laa højt og tæt, og lyste, hvor Solstrejf faldt paa den. De gamle Ka­ stanietræer om Goldfischpark saa’ alvorlige og milde ud med deres nøgne, af Sneen skjulte Grene. I det Indre af Haven stødte jeg paa en Gruppe stejle Graner. Jeg tænkte paa Norden, paa de Danske, der tilfredse med hverandre havde