591167014

Indbydgertal var fordoblet i Lobet af Aarene fra Foreningens Stiftelse til omkring Aarhundredskiftet, var det aårlige Belob, der hunde uddeles, praktisk taget uforandret, altsaa i Virke­ ligheden en betydelig Tilbagegang i Virksomheden. Situationen var bleven ganske uholdbar, og man havde naaet det Punkt, hvor det var aldeles umuligt med private Midler at bestride den store Samfundsopgave, som en forsvarlig Understøttelse af Trængende udenfor Fattigvæsenet udgjorde. Man maatte nød­ vendigvis skride til et af to: enten maatte der ydes den pri­ vate Virksomhed, der var i Gang med denne Opgave, økonomisk Støtte hertil af Kommunen, eller ogsaa maatte Kommunen, hvis en saadan Ordning ikke lod sig gennemføre, selv overtage Opgavens Losning. Det er paa dette Tidspunkt, man i Rigsdagen paany be­ skæftiger sig med Sporgsmaalet om ved Statens Støtte at for­ øge de frie Fattigkassers Midler og Virksomhed. Under Be­ handlingen af et hertil sigtende Lovforslag i Begyndelsen af December 11)02 rettede Indenrigsminister Enevold Sørensen el stærkt Angreb paa Kobenhavns Kommunalbestyrelse, fordi den slet intet kendte til Hjælp til Trængende udenfor Fattig­ væsenet og Alderdomsforsorgelsen, og Ministeren kunde hen­ vise til en Statistik over Fattigkassernes Virksomhed omkring i Landet, hvoraf det fremgik, at adskillige Kommuner gav De Fattiges Kasse et aarligt Tilskud, der beløb sig til 80— 90 Øre pr. Indbygger. Denne stærke Kritik medførte, at Kobenhavns Kommunal­ bestyrelse omsider begyndte at overveje at gøre noget paa dette Omraade og indledede Forhandlinger med Kjøbenhavns Under­ støttelsesforening. Under disse forespurgte Magistraten bl. a., om man i Understøttelsesforeningen havde noget paalideligt Ind­ tryk af, om der for Tiden var ualmindelig eller dog betydelig Arbejdsløshed og Trang, men det er betegnende for Tilstanden, at enkelte af Afdelingerne ved Besvarelsen af en Forespørgsel herom gjorde opmærksom paa, at de ikke mente at kunne sige noget afgørende, da det var bekendt blandt de Trængende og Arbejdsløse, at Foreningen ikke støttede dem, der var kommet i Trang paa Grund af Arbejdsløshed alene, og da andre Træn­ gende holdt sig tilbage, fordi de vidste, at Foreningen ikke havde Midler til at hjælpe dem. Forhandlingerne resulterede i Slutningen af 3901 i en Ordning, hvorefter Foreningen paatog