591167014

Loven af 8. Marts 1856 om De Fattiges Kasse kom ikke til at omfatte Kobenhavn, og der herskede paa ledende Steder i København fuldstændig Enighed om det fordærvelige ved en saadan Indretning, der mentes at ville skade den private Vel­ gørenhed — en Paastand, der var ganske ubeføjet i Betragt­ ning af den udstrakte private Velgørenhed, der fandtes ogsaa i Kommuner, hvor De Fattiges Kasse fik Tilskud af Kom­ munen. Betegnende er det, at da man i 1873 i Rigsdagen kom ind paa Spørgsmaalet om Lovens Udvidelse til Kobenhavn, gav Professor J. N. Madvig, der var Medlem af Landstinget, Ud­ tryk for sin Rædsel for De Fattiges Kasse med følgende Ord: »Gud bevare os for her i København at faa ved Siden af vort offentlige Fattigvæsen en saakaldet »De Fattiges Kasse«, som vil modvirke de frivillige Fattigunderstottelsesforeninger«. København var som bekendt det gamle Højres faste Borg, og saavel i Byens Styrelse som ogsaa blandt de Mænd, der stod i Spidsen for det private Velgørenhedsarbejde i Bjæn, var det et Grundsyn og en principiel Opfattelse, at Kommunen kun gennem det egentlige Fattigvæsen kunde yde Hjælp til Træn­ gende, medens al anden Hjælp maatte overlades til den pri­ vate Velgørenhed, baade hvad Midlernes Tilvejebringelse og de personlige Kræfter angik. Heri maa man søge den egentlige Grund til, at Hovedstaden i Modsætning til hele det øvrige Land ikke fik et frit eller frivilligt kommunalt Fattigyæsen ved Siden af det egentlige Fattigvæsen med den Opgave at hjælpe værdige Trængende og holde saadanne fri af det egent­ lige Fattigvæsen. Dette Sjm paa Spørgsmaalet om Hjælp til Trængende udenfor Fattigvæsenet var herskende indenfor Kobenhavns Kommunalbestyrelse helt ind i det tyvende Aarhundrede og blev i Aarenes Lob Gang paa Gang afgørende, naar dette Spørgsmaal var fremme til Behandling, eller der i det hele var Spørgsmaal om at bidrage til Afhjælpning af ekstraordinær Nød. Den ene Gang efter den anden fremføres Frygten for at slappe, svække eller endog lamme den private Velgørenhed som et Argument mod at lade Kommunen træde til med Midler til fri Understøttelse af værdige Trængende udenfor Fattigvæse­ net — enten direkte eller gennem private Foreninger — , endog efter at det forlængst var godtgjort, at den private Velgøren­ hed ved Hjælp af frivillige Bidrag var ude af Stand til at løse denne Opgave.