Teglgaardsstræde_1934-35

- 22 — Man faar af Statuen det rette Indtryk af Absalons Mod, thi som man ser, farer han dristig frem med en — temmelig lille — Stridsøxe i sin Haand. En ridekyndig Kritiker vilde maaske ikke være helt tilfreds med den Maade, hvorpaa Rytteren stikker Benene fremefter, medens Hesten galopperer, thi for Ligevægtens Skyld vilde det vel nok være hensigtsmæssigt at lægge Schenklerne til­ bage. Rytteren er vel ogsaa for ubetydelig i Forhold til Hesten, ikke alene hvad angaar Størrelsen, men ogsaa i kunstnerisk Kraft. Det synes næsten at følge af sig selv, at man først omtaler Hesten og mest dvæler ved den, man faar ikke ret fat paa Rytteren, han træder i Skygge for Hesten og gemmes af den. Absalons Hoved og Aasyn er dannet efter Forbilledet paa hans Gravsten i Sorø Kirke. Statuen er først og fremmest usædvanlig derved, at det er en springende Hest i hæftig Bevægelse, den plastiske Ro og Hvile er dermed selvfølgelig ikke til Stede, og uvilkaarlig føler man sig ved en mere indgaaende Betragt­ ning noget trættet og længes efter, at Hesten skal falde ned paa Forbenene igen. Monumentets Fodstykke er saa prægtigt og smukt i Form og Farver i den harmoniske Forening af de forskel­ lige Materialier, at der er al Grund til at glæde sig der­ over. Ikke alene var det en original Idé at anvende Mur­ sten til Byggeæmne der, hvor man altid var vant til at se huggen Sten eller Marmor, men hvad bedre var, den blev gennemført godt og stilfuldt. Forholdene i hele Opbyg­ ningen er vel afvejet, og Fodstykket passer i Størrelse til, hvad det skal bære. Monumentet i sin Helhed virker kraftigt og med en charakterfuld Silhuet navnlig paa nogen Afstand, saa at man ikke kommer til at kigge Hesten lige op under Maven, og heldigvis er man forskaanet for at se en Jernstang som Stiver. Høit knejser Gruppen i Forhold til de omgivende Bygninger, som den ligesom stormer henover. Og vel afpasset til Torvets Størrelse er Helheden hverken for stor eller for lille.