545467895

Kirkens opgave i sognets hverdag A fpa stor Karsten Arboe Woll

Med et fint ord hedder det »diakonien« - idag ville man vel kalde det: omsorgsarbejdet - men fælles for begge betegnelser er det arbejde, der altid har hørt kirken til. Allerede i den første menighed i Jerusalem hører vi om, hvordan man udvalgte 7 fattig­ forstandere eller »diakoner« til at sørge for uddeling af mad til de trængende. Og selvom kirken siden hen også har haft mange ambitioner om pragt og magt, glemte den aldrig samtidig at virke blandt dem, der havde det svært, hvadenten det var enker, fader­ løse eller syge. »De fattige har I altid blandt Jer, og når I vil, kan I gøre godt imod dem!« sagde Jesus engang, og derfor har der altid været indsamlingsbøsser i kirken til sognets fattige. Men hvor forholdene var til at overskue i landsbysamfundet, var problemerne af en helt anden størrelsesorden i storbyens hastigt voksende arbejderkvarterer. I takt med den industrielle revolution så man boligkomplekser skyde op med lynets fart for at skaffe plads til alle dem, der fra landet søgte mod byen for at få bedre levevilkår. Det var ikke altid de fik det, og i de tæt befolkede kvarterer blev sygdom, fattigdom og dårlige boligforhold en ond cirkel for mange. I 1852 blev der givet tilladelse til at opføre boligejendomme uden for voldene og en snes år efter faldt Københavns volde endeligt. Brokvartereme voksede, og kommunen var ikke i stand til at for­ hindre, at meget af det, der byggedes her, var og blev en dårlig ramme om menneskers liv. Sent - og måske også for sent - blev de kirkelige myndigheder klar over, at der også måtte sikres de nye kvarterer kirkelig betjening og efter- at Nørrebro og Østerbro havde fået deres første kirker, kom Set. Matthæus til på Vesterbro. Selvom sognet al-

35