545467895

SCT. MATTHÆUS KIRKE 1880 - 1980

Forsidevignet af Victor Weinrich

Udgivet af Set. Matthuæs sogns Menighedsråd med tilskud fra SDS Bikuben Den Danske Bank

Tryk: Kjellerup Bogtryk/Offset

INDHOLD:

Sådan begyndte det a f sogn ep ræ st Mathias J. O lesen .......................................................... 7 At være kirke på broerne a f biskop W. V estergård Madsen ........................................................ 15 Set. Matthæus kirke, undersøgelse og restaurering a f k on serva tor J ø rgen Høj M a d s en ...................................................... 20 Kirkens opgave i sognets hverdag a f p a stor Karsten Arboe W oll ................................................................. 35 Det store sogn deles a f p a sto r Karsten Arboe W oll ................................................................. 42 Har kirken og det kirkelige arbejde en fremtid? a f p a sto r Niels Munk Plum ................................................................... 46 Fortegnelse over faste præster ved Set. Matthæus k irk e ...................... 53

Sådan begyndte det A f sognepræ st Mathias J. O lesen

Da Københavns volde i 1852 blev nedlagt som fæstningsanlæg, og Vesterport faldt i 1856, kom byen til at ligge åben ud mod det område, der snart kom til at hedde Vesterbro. Der var her endnu kun spredt bebyggelse. Men med industrialismen og maskinernes tidsalder ændredes billedet hurtigt. Familier fra landet - tit ubemidlede og fattige - søgte til byen i håb om at finde arbejde og skaffe sig en tilværelse. De skulle have noget at bo i, og boligbyggeriet tog fart. Er der i vore dage tale om »bolighajer«, var det ikke anderledes dengang. Der gennemførtes et udpræget spekulationsbyggeri, der ikke tog særlig meget hensyn til bekvemmelighed og hygiejne. Pladsen skulle udnyttes uden skelen til lys og luft i lejlighederne og gode opvækstforhold for bl.a. børn inde og ude. Vesterbro udviklede sig til et udpræget fattigkvarter, hvis befolkning voksede med rivende hast. I slutningen af 1860-erne var indbyggertallet ca. 20.000, i 1880: 26.500 og stadig tiltagende. (1895: 63.600). I materiel hense­ ende levede de fleste i meget små kår, og i åndelig henseende var forholdene også helt utilstedelige. Regeringen og kommunalbestyrelsen havde rigeligt at se til med ord­ ningen af de borgerlige og verdslige forhold både i den indre by og i de nye områder på »broerne«. De åndelige forholds forbedring bl.a. med oprettelse af nye sogne og kirkebyggeri var der kun ringe udsigt til at få fremmet fra den kant foreløbig, selv om konceil- præsidenten i foråret 1868 i landstinget havde udtalt, »at ministeriets opmærksomhed måtte nu i særdeleshed hendrages til ordningen af de kirkelige forhold« (artikel af pastor J. Pienge i dagbladet »Fædrelandet« 15.10.1869). Der var i denne tid i 60-erne og 70-erne vakt et åndeligt røre mange steder i vort land ved den grundtvigske og den indremissionske

7

vækkelse, som også var ved at finde sin form i hovedstaden. Der var mange, som følte det beskæmmende, at så store menneske­ masser blev så fuldstændig forsømt i kirkelig henseende. Pastor J. Pienge skriver i førnævnte artikel i »Fædrelandet«: »Det i de senere år vakte religiøse liv vil snart på en følelig måde kræve forandring heri, og vil med ret forlange statens og kommunens hjælp til at ændre et misforhold, som vel for tiden gøres mindre skrigende ved den indre missions eller enkelte mænds private bestræbelser, men hvis fuldstændige afhjælpning til sidst må blive et offentlig anliggende. Det er en for længst afgjort sag, at der trænges til flere kirker i København.« Og senere i sammen artikel hedder det: »Hvor i hele den evangelisk-lutherske verden skulle der vel under for øvrigt lige forhold være større trang til en kirke end på Københavns Vesterbro? Det er højst unaturligt, at et helt nyt distrikt eller en hel by er så at sige uden kirke og gudstjeneste, hvilket da især føles af den store, i flere henseende mindre uafhængige, ubemidlede klasse!« Denne artikel i »Fædrelandet« er skrevet efter at nogle indflydelses­ rige mænd på Frederiksberg og Vesterbro var gået i gang med at drøfte et kirkebyggeri i den nye bydel. Denne begyndelse fik sit første synlige udtryk ved et møde den 24. 9. 1868 hos etatsrådinde S. Casse i Frederiksberg Alle 37.

Vesterbrogade med Sorte Hest ved 1800-tallets midte.

8

Vesterbro hørte dengang til Frederiksberg sogn, hvis område strakte sig helt ind til voldene og Vesterport. Den del af sognet, som om­ fatter det egentlige Vesterbro med sin store befolkningstilvækst, lå således langt fra sin sognekirke, Frederiksberg kirke, som var den eneste kirke i hele det store sogn, desuden var den alt for lille til at kunne give en blot nogenlunde betjening af menigheden, og præ­ sterne, som var tilknyttet den, havde på det nærmeste umulige arbejdsvilkår. »Hvor menigheder ved tidernes gunst er således til­ tagne i folkemængde, at den kirkelige betjening, der for 10, selv 20 eller 40 år siden var tilstrækkelig, er nu aldeles ufyldestgørende. 'I dette tilfælde er der ingen brug for valgmenighedsloven (en sådan fik vi i 1868), da man måske er særdeles tilfreds med sin sognepræst, når han blot havde sammen evne til at betjene 20.000 sjæle, som han havde til at betjene 3-4000.« (Pienge i »Fædrelandet«). Man var klar over, at skulle det lykkes at få rejst en kirke på Vesterbro inden for en overskuelig tid, skulle initiativet komme fra »den under trykket lidende menighed, som må være beredt på at bringe et pengeoffer for at opnå en bedre tilstand«, men regeringen og kommunalbestyrelsen måtte gøre det muligt. Det var baggrunden for drøftelserne på det førnævnte møde hos fru Casse. De tilstedværende damer havde egentlig tænkt sig at begynde med at lade afholde en basar for derved at skabe begyndelsen til et byggefond. Man enedes dog om i stedet for at nedsætte et udvalg bestående af de tilstedeværende herrer, der så skulle overveje, på hvilken måde man bedst kunne henvende sig til en større kreds for at tilvejebringe bidrag til sagens fremme. Udvalget supplerede sig hurtigt med en række personer på det egentlige Vesterbro, som man måtte forvente ville vise sagen interesse og støtte. Men vejen frem var både trang og lang. Man måtte blive enig om, i hvilket distrikt, kirken skulle ligge. Meningerne var delte mellem det egentlige Vesterbro, som lå længst borte fra sin sognekirke og havde det største behov, og villakvarteret nord for Vesterbrogade, som også var stærkt voksende. Man enedes dog om, at arbejde for Vesterbro-planen. Enige var man også om, at kirken skulle være »rummelig men tarvelig og dog tillige hyggelig«. Desuden måtte man finde frem til den bedste måde at skaffe bidragydere på, da kirke- byggeri i de tider for en stor del måtte bekostes af menighederne selv. Først når interessen for sagen viste sig rimelig stor, kunne

9

man forvente støtte fra de offentlige myndigheder. Udvalget var klar over, at Vesterbros beboere ikke havde økonomisk evne til selv at bære omkostningerne. Der var jo også spørgsmålet om aflønning af både præster og kirkebetjeningen. Endelig var der problemet med at finde og erhverve en egnet byggegrund. Det selvbestaltede og udvidede udvalg gav sig i lag med drøftelserne af alle disse spørgsmål, for sagen trængte sig på. En lang række møder blev afholdt i etatsråd J. Jetsmarks hjem, Vesterbrogade 26, og sognepræsten ved Frederiksberg kirke, provst P. E. Hall var ivrig for sagen, idet han personlig følte det nødvendigt, at hans store sogn snarest fik i hvert fald een kirke mere. Efter at medlem af udvalget arkitekt, professor Nebelong på opfordring havde gjort nogle beregninger og var kommet til det resultat, at en kirke med plads til 1500 ville kunne bygges for ca. 100.000 rigsdaler indbefattet grundkøb, indbød man til et offentlig møde om sagen på Den kgl. Skydebane. Det var den 19. november 1869. »Hensigten med dette møde var at komme til kundskab om, hvorvidt sagen fandt almindelig og alvorlig tilslutning«. Forsamlingen indså godt, at Vesterbro havde et påtrængende behov for en kirke. En deltager mente dog, at der snarere var brug for flere præster i første omgang, og at kirkebyggeriet burde overlades til de offentlige myndigheder, når der var sket en sognedeling, der måtte medføre, at de kirkelige forhold blev ordnede. En anden deltager, pastor J. Pienge, forfatter til føromtalte artikel i »Fædre­ landet«, foreslog, at man i stedet for en stor, monumental kirke burde bygge flere mindre kapeller og bedesale, som kunne anbringes mere bekvemt for beboerne. Endelig var der den betydelige byggesum, som forsamlingen var noget betænkelig ved. Udvalget havde herefter mest lyst til helt at opgive sagen, da deltagerne i mødet - 152 - var så fåtallige, så det ikke vidnede om stor interesse for sagen hos beboerne. På forsamlingens opfordring lovede udvalget dog at overveje sin stilling. Resultatet blev imidlertid, at man opgav at gå videre. Sagen fik dog ikke lov til at dø hen. Ideen med en basar blev taget op igen, og en ny komite med kammerjunker J. Holten som for­ mand lod basaren afholde i april 1870. Overskuddet herfra ca. 2600 rdl. dannede sammen med indkomne bidrag grundstammen i et kirkebyggefond. Denne komite havde også i juni 1870 samlet ca.

10

Sognets grænse mod Frederiksberg. Langs stakittet i forgrunden løber nu Boyesgade. (Foto 1864)

800 underskrifter på en adresse til Københavns kommunalbestyrelse med bøn om at få anvist en byggegrund, inden alle egnede pladser var solgt til boligbyggeri. Komiteen selv pegede på en grund ved Den kgl. Skydebane. »Komiteen har derimod ikke troet sig i stand til at træde i spidsen for en løsning af selve opgaven«. Den satte sig da i januar 1871 i forbindelse med indbyderne til det møde, som var afholdt i nov. 69, og sammen med dem blev sagen ført videre. Skydebanegrunden måtte dog opgives. Men indsamlingen af bidrag fortsatte ved »opfordring til alle de enkelte sognebeboere, hos hvem vi have troet at turde forudsætte evne og villie til at yde bidrag til sagens gennemførelse«. Denne bidragstegning bragte fondet op på 4034 rdl. Det var ikke noget videre opmuntrende resultat. Alligevel besluttede man at lade tre mænd udarbejde forslag til »sagens videre fremme«. Disse tre var kammerjunker J. Holten, cand. jur. Carl Scharling og brygger A. Vogelius. Den 14. sept. 71 afgav disse tre en betænkning til komiteen. Man foreslår heri at afstå fra planerne om at bygge en stor kirke. I stedet skulle man samle sig om at bygge to mindre kirker rummende hver ca. 800. Der var fremlagt to skitser udarbejdet af arkitekt

11

L. Fenger. Tanken var sa først at lade opføre den ene på Vesterbro, hvor behovet var størst og derefter gå i gang med den anden i villakvarteret. Ved en afstemning i komiteen faldt dette forslag dog med 9 stemmer mod 7, »hvorved det tillige ansås afgjort, at majoriteten overhovedet opgav at fremme sagen videre.« Sagen kunne dog ikke standses. I en række skrivelser mellem Køben­ havns Magistrat og den del af komiteen, som var tilbage, minoriteten, søgte man at finde mulighed for at løse problemerne vedrørende en byg­ gegrund, samt opnå økonomisk støtte fra det offentlige samtidig med, at tegning af bidrag fra sognebeboerne fortsætter. Magistraten giver godt nok tilkende, at den er villige til at yde hjælp, men kræver, at kirken skal kunne rumme mindst 15-1600 mennesker, hvis det of­ fentlige skal virke med til en løsning. Magistraten advarede komiteen imod at købe grund selv og gå i gang med at bygge en mindre kirke. »Hvis de herrer beslutter sig til et sådant køb, må man kun forud advare Dem om, at Magistraten må betragte det hele fore­ tagende som aldeles privat og uvedkommende den ordning af de kirkelige forhold her i staden, som der vil være anledning for Magistraten til at arbejde hen til, efterhånden som andre dermed i forbindelse stående forhold finder deres afgørelse« (skriv, fra Kbhv.s Mag. af 9. 2. 1872.) Med det sidste afsnit hentydes til, at kom­ munen ikke kan indlade sig på kirkebyggeri, før en sogneudskil­ lelse fra Frederiksberg har fundet sted, og den kirkelige nyordning er gennemført. Det fremgår dog klart af mange møder i komiteen og gennem stadig brevveksling med Magistraten og andre, at interessen for »tilvejebringelse af en kirke på Vesterbro« var stadig voksende. Og 1. februar 1876 udsendte »Komiteen for opførelsen af en kirke på Vesterbro« med gehejmekonferentsråd C.C. Hall (broder til provst P.E. Hall) som formand en »Opfordring til at yde Bidrag til en Kirke på Vesterbro.« I denne opfordring meddeles det sognebe- boeme, at Københavns kommunalbestyrelse har besluttet at skænke en grund i Valdemarsgade til det nye sogns kirke og desuden at yde et bidrag på 60.000 kroner til opførelsen alt på det vilkår, at der ved frivillige bidrag skaffes yderligere 60.000 kroner. »Og vi tvivler ikke om, at der hos beboerne på Vesterbro findes både Evne og Bered­ villighed til at imødekomme Opfordringen. Men da det er en betydelig Sum, der skal indsamles, og da vi derhos tør forudsætte, at Sagen også

12

vil vække Deltagelse hos kristelig sindede Folk udenfor den nærmest vedkommende Kreds, tillade vi os at bede Alle, hvem det ligger på Hjerte, at denne folkerige Forstad ikke længere skal savne en Kirke, om at yde deres Bidrag hertil«. Denne opfordring er underskrevet af 24 navne fra Frederiksberg og Vesterbro. Nu var det længe eftertragtede mål nået. Pengene kom ind, og kirke­ byggeriet kunne gå igang. På den under alteret nedlagte sølvplade er indgraveret: »År 1878 efter Herrens Byrd den 29. Marts nedlagde Kong Christian den IX. i sit 15-ende Regjeringsår Grundstenen til St. Matthæuskirken. »Mennesket lever ikke alene af Brød, men ved hvert ord, som udgår igjennem Guds Mund« Matth. 4,4«.

Grundstensnedlæggelsen d. 29. marts 1878.

13

Ved Nedlæggelsenaf Grundstenen

ST MATTHÆUSKIRKEN !

PAA VESTERBRO.

Paa liennak Alteret necilagie Sglvpiade er iodgraverei: Aal 1879 efter Herren« Bvr.l drn 29. Mart« ncrHegrfe Knug Ctirutiim ilen IX i sit 15«*« Besjerioipsaar GromKtenen ti! St.. Matlliiruskirkm,

Forsiden af salmeblad ved grundstensnedlæggelsen.

14

At være kirke på broerne Af biskop W. W estergård Madsen

Set. Johannes kirke på Sankt Hans Torv, Nørrebro, var den første kirke, er blev bygget udenfor Københavns volde. Den blev indviet den 25. august 1861, og der var hårdt brug for den. Uden for søerne lå de tre forstæder: Nørrebro, Østerbro samt Vesterbro. Nørrebro og Østerbro hørte dels til Vor Frue sogn og dels til Trinitatis sogn, medens Vesterbro hørte til det vidtstrakte Frederiksberg sogn. Der opstod meget snart et stort behov for at gøre Nørrebro og Østerbro til selvstændige sogne. Der skete dog intet før i 1852, da en ung mand, en 23-årig stud. theol. skriver en artikel i et køben­ havnsk dagblad, hvori han retter en skarp bebrejdelse mod Københavns kommunalbestyrelse, fordi den ikke har bygget kirker i umindelige tider. Han spørger om det ikke nu er muligt, at menigheden selv kunne rejse en kirke. Han slutter sin artikel således:.. »Lad der blive bygget en kirke på Nørrebro. Lad der en åndelig mand for­ kynde Guds ord, og man kan være vis på, at den menneske­ fangst, Herren har forjættet sin kirke, lige så lidt skal udeblive dér som nogetsteds, hvor evangeliet har lydt.« Nu vågnede man op. Præsteskabet rettede en henvendelse direkte til kultusministeriet, hvori de fremhævede nødvendigheden af, at der blev bygget en kirke på Nørrebro. Men da ministeriet trods rykker­ skrivelser stadig ikke lod høre fra sig, trådte lægmændene til, og Set. Johannes kirke stod færdig til indvielse i 1861 efter store an- strængelser med indsamlinger til byggeriet. Rudolf Frimodt, adjunkt ved Sorø akademi, var blevet udpeget til sognepræst ved kirken. Nogle dage efter indvielsen var Frimodt tilsagt til taffel hos kong Frederik den 7. Efter bordet gik kongen hen til ham, slog ham på skulderen og sagde: »Nå, unge mand, kan

15

du så råbe mig folket op på Nørrebro?« Da Frimodt svarede, at det var hans håb, replicerede kongen: »Du skal ikke tvivle derom. Hvem kongen giver et embede, giver Gud nåde, når han beder derom.« At råbe folket op er altid kirkens opgave, og Frimodt gik med ildhu og stor dygtighed igang med den. Den samme ildhu og dyg­ tighed kom også til at præge det arbejde, som præsterne ved Set. Matthæus kirke udførte. Denne kirke blev indviet Allehelgens søndag 1880. Med saligprisningerne fra Matthæus evangeliet som prædike- tekst udtrykte kirkens første sognepræst, Harald Stein, det således: »På denne dag er det både pligt og trang på grund af dagens tekst kortelig at aflægge regnskab for, hvordan jeg og min broder i tjenestens gerning ville prædike salighedens evangelium for folket, som herinde vil flokke sig om Herren.« Og Stein fortsatte: »Først vil jeg sige: Vi vil prædike om retfærdiggørelse af troen, om ret­ færdiggørelsen af nåde, uforskyldt. Men vi ville aldrig glemme at tilføje helliggørelsen fordring, thi disse to hører uadskilligt sammen!« Retfærdiggørelsens nåde og helliggørelsens fordring er altså to ting, der skal råbe Vesterbros befolkning op. Men snart indser Stein, at endnu en ting bør tages med i Set. Matthæus sogns arbejde. I 1882 udsender han 14 prædikener. I forordet hedder det bl.a.: »Nærværende samling udsendes med tak til Set. Matthæus menighed for den velvilje, hvormed den har modtaget mig i sin midte. Det er dernæst mit ønske, at henlede menighedens opmærksomhed på nødvendigheden af at få stiftet en »plejeforening« til bedste for de mange fattige i Set. Matthæus sogn i lighed med de pleje­ foreninger, som virker til velsignelse i København og dens andre forstæder. Der findes vel siden 1862 en forening, som bærer navnet »Den kvindelige plejeforening for Frederiksberg og Vesterbro«, men Vester­ bro er i de 20 år, som er henrundne siden foreningens stiftelse, vokset op fra at omfatte nogle få gader til at blive en by med omtrent 30.000 mennesker. Det er derfor en selvfølge, at forandrede forhold kræver forandrede forholdsregler, ligesom Vesterbro i kirkelig henseende er blevet et selvstændigt sogn, og ligesom Set. Matthæus menighed har fået sit eget selskab til fattige konfirmanders opklæd- ning, således bør også Vesterbro have sin egen plejeforening, som vil få en meget stor virkekreds med bespisning, tilsyn og pleje blandt den stor fattigbefolkning. —Det er mit håb, at mit forslag om plejeforeningens stiftelse vil blive modtaget med velvilje af

16

Kalvebod Strand 1882. (Akvarel af V. Jastrau)

menigheden, når den i løbet af kort tid vil blive offentlig fremsat, og det er mit ønske, at indtægten ved salget af nærværende lille samling skal komme den påtænkte plejeforening til gode«. Håbet blev ikke beskæmmet, da plejeforeningen et par måneder senere blev stiftet. Hvert år udsendtes en udførlig, trykt årsberetning med regnskab. Indtil omkring 1900 indeholdt den også sognepræstens prædiken ved plejeforeningens årsfest - den 3. søndag i november. Formålet med plejeforeningen var, efter forudgående undersøgelse, at hjælpe alle værdigt trængende på Vesterbro, skaffe fødemidler, tøj og lægehjælp, tage sig af barselskvinder, skaffe dem og deres børn tøj og mad. Senere oprettedes vuggestue, juleuddeling, sy­ forening, lappestue og konfirmandudstyrsforening, ligesom man ud­ lånte dåbstøj til børn, der skulle døbes. En række damer hjalp til, og sognet blev inddelt i distrikter fra Nørrevold til Valby, og hver dame havde sit distrikt at opsøge, besøge og skabe kontakter i. Endvidere gik damerne i gang med at samle faste bidragydere. Og resultatet for det første år blev følgende: der indsamledes

17

6815 kr. - 216 familier blev hjulpet, ligesom der blev uddelt 8516 portioner varm middagsmad og 158 barselskvinder blev hjulpet. Plejeforeningen fik ikke alene straks stor social betydning, men den knyttede menighedens medlemmer sammen i et aktivt arbejde, skabte sammenhold, og den var i de første år det centrale i menigheds­ arbejdet. I 1886 fik plejeforeningen sit eget hus i Valdermarsgade 27. Ved indvielsen holdt pastor Harald Stein indvielsestalen, hvor grundlaget og de principper for arbejdet blev fastlagt, som senere er blevet fulgt. Stein talte ud fra ordet i Markus 6,34: »Jesus ynkedes inder­ ligt over den store folkeskare, Thi de var som får, der ingen hyrde har. Og han begyndte at lære dem.« Stein sagde: »Den gode hyrde, Jesus, forbarmede sig først over sjælene, men dernæst ynkedes han også over den timelige nød. Og når vi nu samles til indvielse af dette menighedens hus, da vil jeg gøre rede for, hvorledes vi, som skal virke herinde, vil komme de fattige i hu. Først: Vi vil komme de åndeligt forarmede i hu. De der som den fortabte søn gik den lange vej bort fra deres faders hus. Og så skal vi tjene de mindste brødre i menigheden. Vi siger Gud tak, fordi alle samfundsklasser flokker sig om kirken, men når vi ser ned ad disse endeløse gader og op ad disse tårnhøje huse, så glemmer vi ikke, at der her bor tusinder og atter tusinder, som aldrig søger Guds hus, aldrig hører Guds ord. Vi takker Københavns Indre Mission for søndagsskolen og gårdmission. Her må vi også tage arbejdet op. Thi den sandhed må mere og mere bane sig vej, at kirken ikke tjener sin herre ved at vente på og modtage dem, der kommer af sig selv, men kirken må opsøge de vildfarne og nøde dem til at gå ind. Til dette formål er dette hus bygget, og dertil skal denne sal tjene. Tre dage om ugen råder plejeforeningen selv over salen til menighedsarbejde. Fire dage om ugen udlejes salen til Indre Mission til børnegudstjeneste, møder og missionsarbejde, og dem, som gårdmissionærerne henter ind fra gaden eller værtshusene, og som hellere kommer, når en lægmand indbyder, end når en præst kalder dem til kirke. Og så vil vi komme de timeligt fattige i hu og lette lidt på det tryk, der hviler over mange hjem. Den bevidsthed må mere og mere trænge sig frem, at menighedspleje er en menighedssag. Menigheden må frem for alt arbejde personligt med fattigplejen.

18

Det må kendes, at kirken er en ven for de fattige, en stille magt, som kommer samfundet til gode.« De linier, der her blev angivet ved husets indvielse, har de følgen­ de slægter søgt at efterfølge. Forkyndelse for folk i alle aldre, menighedsliv, menighedspleje og hjælp, åndeligt og timeligt, er stadig det bærende i, hvad der sker i huset. Naturligvis er arbejdet ikke ens overalt på broerne. Nogle steder har man lagt hovedvægten på børneinstitutionsområdet med opførelse af vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, andre steder på det uniforme­ rede ungdomsarbejde og atter andre steder har man lagt hoved­ vægten på arbejdet blandt de gamle med opførelse af plejehjem og sammenkomst for de ældre. Men overalt på broerne gælder det, at når vi ser ned ad de endeløse gader og op ad de tårnhøje huse, så glemmer vi stadig ikke, at der her bor tusinder og atter tusinder af mennesker, som aldrig søger Guds hus. Trods det vidt- forgrenede arbejde, der foregår ud fra kirkerne, er det dog stadig ordet, der skal kalde mennesker på broerne, som det er tilfældet alle andre steder i vort land.

Hjørnet af Vesterbrogade og Enghavevej 1884, hvor man ser Set. Matthæus Kirkens spir. (Maleri af L. Both)

19

Set. Matthæus kirke Undersøgelse og restaurering Af k onservator J ø rgen Høj Madsen

Set. Matthæus kirken er omgivet af arkitektur af en særlig karakter. Kommer man fra Vesterbrogade ad Valdemarsgade, er denne gades arkitektur både som helhed og de enkelte bygninger en god optakt til mødet med kirken. Den spændende afveksling i de enkelte huses stil er et modstykke til de omkringliggende gader, der virker langt mere stereotype. Luftigheden i gaderummet stemmer uvilkårligt sindet til ro og højde. Disse huse er i virkeligheden alle stilefterligninger med morsomme detaljer frem til bygninger i den strenge C.F. Hansenske stil med pudsede facader. Efter denne oplevelse når man frem til Set. Matthæus kirken, der ikke uden grund bærer betegnelsen Vesterbros domkirke. Her er det som om stilefterligningen samles i ét monument.

20

Billedet viser kirken under opførelsen. Stilladset står endnu omkring tårnet. Billedet er malet af Marie Luplau 1879-80, og måler 14x9,5 cm. Det er ophængt i kirkens præsteværelse.

Opførelsen af kirken var overdraget arkitekten L. Fenger, som bl.a. har opført Jacobskirken på Østerbro. Kirken er opført i romansk norditaliensk stil. Tiden var optaget af at efterligne forskellige stil­ arter. Det der bl.a. er spændende ved den tid er, at man ofte i modsætning til moderlandene - i dettte tilfælde Italien - der i ud­ strakt grad benyttede naturmaterialer, f.eks. forskellig farvet marmor, af gode grunde måtte opnå den samme effekt ved brug af andre materialer bl.a. kunstmarmor. Kort fortalt stod kirken færdig til indvielsen den 7. november 1880. Som så ofte ved indvielser var der også i vor kirke noget der manglede, nemlig kirkens centrale prydelse - det store altermaleri. Billedet forestiller Jesu bjergprædiken og er malet af professor Henrik Olrik i årene 1882-83 og har det anseelige mål 11 X 9 m. Det er udført i oliefarve på murværkets pudslag.

21

Henrik Olriks store alterbillede: Jesu bjergprædiken (efter restaureringen)

22

Det blev bestilt allerede 1877, året før kirkens påbegyndelse. En del af forklaringen på, at billedet ikke var færdigt til indvielsen, er sikkert den, at der til så stor en opgave må udføres talrige studier og forarbejder. Dernæst ville maleren være helt sikker på, at væggen, hvorpå bil­ ledet skulle males, var helt tør. Der er desværre talrige eksempler på, at nogle kunstnere ikke har taget disse forhold i betragtning. At Olrik har fået belønningen har bl.a. konservatoren haft mulighed for at se under behandlingen af billedet ved den nylig afsluttede restaurering, hvor billedet bl.a. blev renset. Ifølge dr. phil. E. Høst-Madsen »blev billedet malet i somrene 1882 og 83. Forud gik en heftig strid, idet man nødig ville have stillads ind i kirken i halve år ad gangen, så kort tid efter at den var blevet færdig og i orden, og man foreslog stik imod den oprindelige aftale at male billedet på lærred og spænde det ud på væggen. Men Olrik stod stejlt på aftalen, og heldigvis sejrede han.« Høst-Madsen oplyser videre, at en række personer, som har været modeller i maleriet dog uden at være direkte portrætter er identi­ ficeret. Listen over disse personer er at finde i en årsberetning: Set. Matthæus kirke 1948-49, udkommet i 1950. (Missionstrykkeriet Kbh. V.) I lighed med kirkens arkitektur har maleriet også sin rod i Italien. Billedets opbygning kan lede tanken hen på den store renais- sancemaler Raffael fra 1500-tallet. Det er især hans maleri »Christi forklarelse« der kan minde noget derom. I menighedssalen i Valde- marsgade hænger et lille billede, som forestiller Olriks altermaleri, det kunne være et udkast. Indskriftpladen fortæller, at det er en gave fra medarbejdere i Set. Matthæus menighed 1880-1889 til biskop Harald Stein. Spørgsmålet er blot, om billedet ikke snarere er en kopi af Olriks store billede. Som generalprøve på det endelige maleri malede Olrik det samme motiv - blot mindre -, det hænger i Set. Peders kirke i Næstved. Som allerede nævnt var tiden stærkt optaget af forskellige stil­ efterligninger og teknikker. Brygger Jacobsens Jesuskirken i Valby, indviet den 15. november 1891, er et godt eksempel i arkitek­ tonisk og dekorationsmæssig henseende. Takket være hans store interes­ se for bl.a. italiensk kunst og ikke mindst hans økonomiske bag­ grund blev der skabt meget fremragende ting. Jacobsen lod bl.a. indskrive en italiensk stukkatør ved navn Odorico til at udføre

23

stukkalustra (kunstmarmor). Eksempler på sådanne arbejder kan ses på bl.a. Glyptoteket og Carlsberg.

Alterbilledet, muligvis malet efter Olrik, ophængt i menighedssalen i Valdermarsgade. (Det måler 65,5x51,5 cm.)

24

At Set. Matthæus kirken oprindelig har været gennemdekoreret i forskellige teknikker har undersøgelsen ført bevis for. I kirken er de røde søjler til begge sider i skibet udført i kunst­ marmor (stukkalustra). Søjlernes kærne består af et jernrør, hvorpå er lagt et materiale, der består af forskellige gips- og magnesia- blandinger tilsat lim. Ved påføringen lægges de forskellige farver ind i hinanden. Herefter slibes materialet glat med efterfølgende polering. Resultatet er en imponerende troværdighed. Samme teknik er anvendt på de to søjlelignende lysestandere i koret. På alterbordets sider og opsats ses det samme materiale, her skal det illudere indlagt marmor.

Detalje af alterbordsforsidens stukkalustra. I modsætning til søjlemes jernrør er det her fremstillet i plader på ca. 22 mm tykkelse. Pladerne er tilsyneladende monteret på et træunder­ lag. Fremgangsmåden er den, at stukkalustraen lægges op i en grund­ farve, derefter høvles eller skrabes de forskellige partier op til ind­ lægning af de farvede geometriske figurer. Resultatet er også her meget imponerende. Italienerne har i deres hjemland, selvom de havde let adgang til naturmarmor, benyttet sig af denne teknik. Forklaringen er

25

velnok den, at man herved var i stand til at styre og dermed bestemme det endelige resultat, dernæst at give en stoflig karakterforskel op til naturmarmoret. Illusionen af naturmaterialet er også i vor kirke virkeliggjort ved brug af en anden teknik, nemlig den malede. Det ser vi bl.a. på korets undervægge og den malede frise, der sammen med stuk­ værket omgiver alterbilledet. Væggene er med oliefarve malet som sten i forskellige farvetoner og geometriske mønstre og figurer. Arabeske mønstre udført ved brug af skabelon indgår også i dekorationen. På stoleværket i skibet, der har låger til begge sider, er hele facaden udført i egetræ, hvorimod stolerygge og -sæder er malet egetræ (egetræsådring). Den samme træimitation ses på kor­ skrankens nedre del. Prædikestolen og dens lydhimmel er marmoreret i en hvid cararamarmor med forgyldte lister og passionsmotiver. Som egetræsådringen er marmoreringen også udført i oliefarve. Den hvide marmor var oprindelig på pulpiturernes brystningsværk, men blev senere overmalet med en ret ubestemmelig farve. Ved denne i- standsættelse er den ved en retablering atter kommet frem. Allerede i 1972 besigtigede Nationalmuseets farvekonservering kirkens altermaleri. Årsagen var bl.a. den, at mindre partier i farve­ laget var begyndt at springe fra væggen. Ved denne lejlighed blev der for at sikre skaderne, indtil de kunne behandles, klæbet tyndt papir over de berørte partier. Adskillige mennesker, der har deres gang i kirken, har sikkert bemærket disse små hvide firkanter og undret sig derover. I begyndelsen af 1976 foretog Nationalmuseet en under­ søgelse af kirkerummets bemalinger på såvel vægge som inventar med henblik på kirkens restaurering. Undersøgelsen skulle give et billede af, hvordan den oprindelige farveholdning havde været. Sam­ tidig kunne den danne en del af grundlaget for den farvemæssige istandsættelse. Som allerede omtalt har dele af kirkerummet været genstand for overmalinger - især vægge og hvælvinger. Det var ikke på noget tidspunkt tanken at føre rummet tilbage til dets oprindelige udseende, men blot opmåle og samtidig justere de i forvejen opmalede lokaliteter. Det viste sig imidlertid, at det på nogle punkter var en gevinst at retablere visse inventarstykker. Disse forhold vil blive omtalt senere. Korets vægge er opdelt i under- og overvægge. Som allerede nævnt har undervæggenes dekorationer undgået overmaling. Når

26

dette ikke er sket som tilfældet er med skibets vægge skyldes det sikkert, at koret er det centrale punkt. Derimod var overvæggenes kvaderbemaling overmalet med en lys limfarve. På et senere tids­ punkt, da stilladset var rejst, kunne tøndehvælvet undersøges. Under den eksisterende kassettebemaling i limfarve fandtes den oprindelige dekoration udført i oliefarve i brune toner. Tegningen af motivet var trukket op med en mørkebrun kontur. Centralmotivet fore­ stiller en stærkt stiliseret seraf eller kerub - et væsen med 6 vin­ ger.

Detalje af den afdækkede oprindelige dekoration på korets tøndehvælv. Midt i billedet ses resterne af nyere dekoration. Over denne og til siderne ses serafens vinger og glorie.

27

Dette hovedmotiv er indrammet af ornamentrammer og bladværk. Det samlede indtryk af koret har været meget mørkt. I præste- værelset hænger et fotografi fra århundredeskiftet, det viser koret med den oprindelige dekoration på vægge og tøndehvælv. På bil­ ledet ses, at overvæggen er meget beskadiget af farveafskalninger. Undersøgelsen har da også kunne påvise, at stenimitationen senere er blevet opmålet. Undersøgelsen af skibets undervægge viste, at der under over­ malingerne var en dekoration i lighed med korets.

Fremdragning af den overmalede dekoration på skibets undervæg.

Det blev samtidig konstateret, at den fandtes på alle kirkens ydervægge. På overvæggene viste sig en stenimitation med kvaderdeling. Den var udført på lys bund med brunligt mønster, blot var karakteren en anden end korets. Væggene på pulpiturerne har haft samme be­ handling. Stoleværket i skibet står fremme med sin oprindelige ege­

28

træsbemaling. På lågernes øverste rammestykke står de oprindelige numre malet med gul farve, dertil har været hvide emaljerede navne­ skilte, som stadig er i behold. Desværre har det været nødvendigt at aftage dem til opbevaring. Undersøgelsen af pulpiturernes bryst­ ningsværk viste, at de oprindelig har været malet med en hvid cararamarmor med grå indslag. Denne marmorering findes også på prædikestol og lydhimmel, blot er den her ikke overmalet. Rum­ mets dørindfatninger har i et vist omfang undgået overmaling af den hvide marmorering. Orgelfacaden har bevaret sin egetræsådring og forgyldte lister. Vægge og hvælvinger er rige på stukværk i form af gesimser, indfatninger og konsoller. Disse har sammen med de allerede beskrevne murflader været opmålet 2 til 3 gange. Stuk­ værket har tilsyneladende oprindelig stået med hvid farve. Kirken har en del af sin oprindelige belysning i behold. Under buerne mellem hoved- og sideskibe er ophængt messingkroner. Samme udformning, men blot større ses i øverste stokværk over pulpituret. Oprindelig har det været gasbelysning. På en gengivelse i Illustreret Tidende fra før 1900 ses kandelabre anbragt på mur­ pillerne mellem arkaderne, i dag er kun sporene tilbage. På skibets østvæg findes 2 bevarede, muligvis er de magen til de forsvundne. Det store trapperum bag koret indgik også i restaureringen. Det meget høje smalle rum var mørkt og trist. Indgangsrummet har bevaret undervæggens dekorationer, hvorimod trapperummet med und­ tagelse af det ådrede gelænder, var totalt opmålet flere gange. De to trapperum ved tårnet var også med i restaureringen, her var der udelukkende tale om opmaling i fri farvesætning. Inden restaureringen kunne iværksættes var der mange ting, der skulle ligge i faste rammer. Planlægningen og ledelsen af re­ staureringen blev overdraget arkitekt Preben Thorsen, der har mange års erfaring i restaurering af kirker. Arkitekt Steen Andkilde tog sig af den daglige ledelse og tilsyn. Da bevillinger og planlægning var en kendsgerning kunne arbejdet tage sin begyndelse. En meget væsentlig del af restaureringen omfattede malerarbejde. Dertil kom en række andre håndværksfag, bl.a. stod kirkens el­ installationer til et nøjere eftersyn. Restaureringen startede i august måned 1978 og var berammet til at kunne afsluttes i løbet 1979. For at undgå en total lukning af kirken i så lang tid blev arbejdet opdelt i to afsnit. Det første skulle dække koret og den øverste

29

del af skibet. For at hindre støv og snavs i at brede sig over hele kirken blev der på tværs af rummet rejst en væg af kraf­ tigt plastfolie. Det blev således muligt at anvende den nederste del af kirken til gudstjenesten. Stilladserne dækkede nu hele første afsnit, og planen var at færdiggøre malerarbejdet i koret inden restaureringen af det store alterbillede. For at billedet ikke skulle lide overlast blev det dækket med plastfolie. Maleren kunne nu gå i gang med at afvaske limfarvelagene. Den overdådige mængde af stukværk kunne være blevet et problem. En afvaskning af dette ville være umådelig tidkrævende. Heldigvis kunne man nøjes med at støvsuge og afrense enkelte partier af løstsiddende farvelag. Mens stilladset stod måtte problemet med belysning af alterbilledet bringes i orden. Den eksisterende lysbue i tøndehvælvet var ikke tilfredsstillende. Desuden fik billedet lys fra 2 projektører anbragt til hver side på korvæggen. Den form for belysning var ikke god. Hensigten var derimod at opnå et jævnt, blødt og mere ensartet lys over billedet. Ved en sådan belysning ville maleriet få mulighed for at tone frem med de partier, det selv fremhæver. Arbejdet var nu så langt fremme, at væg- og stukfarve kunne afsættes. Det var tanken at male alle vægge og hvælv i en lys sandstensfarve. Alt stukværk skulle males med en tonet hvid farve. Det viste sig imidlertid, at korets vægge af synsmæssige grunde måtte være nogle toner mørkere end kirkens øvrige vægge. For­ klaringen var ganske enkelt den, at den lyse vægfarve op til det relative mørke alterbillede ville give udseende af, at vægfarven her var lysere end på de øvrige vægge. Ved at gøre den nogle toner mørkere ville man ikke kunne se nogen forskel. Det samme gjaldt naturligvis stukfarven. Tildækningen af alterbilledet kunne nu fjernes. Maleriets overflade blev systematisk gennemgået for eventuelle løstsiddende farvepartier Det viste sig, at der kun var ganske få. Den allerede nævnte forsidesikring af tyndt papir havde til formål at hindre farvelaget i at gå tabt, samtidig blev det derved muligt at føre en kanyle fyldt med lim ind imellem farvelagets bagside og pudsoverfladen for derved at fæstne farvelaget. Det skete ved at presse farveskallerne mod under­ laget. Efter kort tid kunne forsidepapiret og den overskydende lim forsigtigt fjernes. Derefter blev billedet renset, og ganske små skader

30

blev udbedret med farve. Efter rensningen stod billedet med en smuk og tilfredsstillende overflade. Den planlagte overfladebehandling viste sig at være unødvendig. Den kunne iøvrigt meget let være blevet et problem, idet den kunne give reflekser i overfladen og dermed være vanskelig at se fra visse vinkler i kirken. I forlængelse af første afsnit af arbejdet blev indgangsrummet og det store trapperum bag koret malet. Den noget triste gulbrune farve, der var delt i under- og overvæg, afløstes nu af en grøn farve, der løb igennem fra gulv til loft. Derved fik det lidt vanskelige og ejendommelige rum en vis karakter. Den bevarede egetræsådring på gelænderet blev bibeholdt. Dørene fik en rolig ensfarvet grå farve. For at holde omkostningerne nede på et rimeligt niveau blev der ophængt hvide rislamper. Stilladserne kunne nu flyttes til det andet og sidste afsnit - den nederste ende af skibet. Her blev behandlingerne de samme som første afsnit. Allerede fra starten havde man bestemt sig for, at pulpiturernes forsider skulle marmoreres i lighed med den oprinde­ lige hvide cararamarmor og dertil forgyldte lister, kugler og symboler.

Arne Back under arbejdet med at genskabe den oprindelige marmorering på pulpiturets brystningspanel.

31

Dette krævende arbejde blev udført af malermester og konservator Arne Back bistået af konservator Jennifer Clarke. Arne Back har for flere år siden udført den røde marmorering på det høje panelværk i våbenhuset (tåmrummet). Omsider kom turen til den smukke orgelfacade, som blot behøvede en grundig rensning og farveudbedring af de beskadigede partier på egetræsådringen. For at give bemalingen en ensartet overflade fik den en matlak.

Orgelfacaden set fra koret. På endevæggen ses til begge sider for indgangen de oprindelige kandelabre. Over stoleværket bemærkes de nyopsatte pendler, (foto efter istandsættelsen)

Som afslutning på det indvendige malerarbejde manglede der de to sidetrapper ved våbenhuset. Væggene blev malet med en ensfarvet gul farve og dertil gråt træværk. Prædikestol og lydhimmel stod

32

i hovedsagen med den oprindelige hvide marmorering og forgyld­ ning på lister og fyldingernes passionsredskaber. Bemalingen var dog noget skæmmet af en del opmalinger og anløbet guld. Efter en tiltrængt rensning, som ikke må forveksles med almindelig rengør­ ing, blev stol og lydhimmel marmoreret i det nødvendige omfang. En udbedring af forgyldningen var ligeledes påkrævet. Som allerede omtalt består stoleværket i midtskibet af egetræs­ facader og det indvendige af malet egetræ. Selvom denne bemaling var særdeles velbevaret, var det dog nødvendigt at udbedre de mest iøjefaldende skader. Det er tidligere nævnt, at indgangsrummet ved koret har bevaret den oprindelige undervægsdekoration. Nogle fugt­ skader gjorde det nødvendigt at udføre pudsreparationer i et beskedent omfang. Disse skader blev farvemæssigt udbedret. Tidspunktet var nu nået til at bestemme materiale og farve på et tæppe. Ikke mindst farven var ret afgørende for hele rummets farvemæssige holdning. Det, som meget let kunne være blevet et vanskeligt problem at nå til enighed om, blev heldigvis ret hurtigt løst. Man bestemte sig for at vælge et tæppe af naturfarvet kokos. Farven og den stoflige virkning var medvirkende til at give den nødvendige samling og fasthed i rummet. Tæppet dækker gulvet i midtskibet og koret. Indenfor alterskranken var der et tæppe, dekoreret med symbolske motiver. Det var med tiden blevet så medtaget, at det måtte udskiftes. I stedet blev lagt et grønt ens­ farvet tæppe, der i farven kan minde om en grøn farve i alter­ panelets indlæg. Knæfaldet blev forsynet med nye polstringer og be­ klædt med brunt læder. Dernæst blev alle stoleværkets sæder betænkt med stofhynder. På prædikestolens dækliste sad rødt plys, som muligvis er det oprindelige. Sammen med rygpanelets røde plys blev det bibeholdt. Et ofte stort problem i kirker er belysningen, og dette var også tilfældet her. Arkitekten havde under hele restaureringen tumlet med problemet og var nået frem til en løsning, som viste sig at være meget vellykket. I forvejen sad der ned fra midten af hvælvingerne nogle hvide lampekupler, som man ret hurtigt blev enige om skulle udskiftes. Belysningen i koret - primært alterbilledet - var allerede bragt frem til en tilfredsstillende løsning. De gamle kroner i siderne, nederst og øverst, blev naturligvis bibeholdt. Ved fjernelse af kuplerne i hvælvingerne var lyset alt for svagt over stolestaderne i midtskibet,

33

det var ikke muligt for menigheden at se teksten i salmebøgerne. Arkitekt Andkilde var nået frem til en diskret form på en pendel. Den bestod af et ret højt, slankt rør af et klart materiale. Ønsket gik vel nok på at det skulle give den mængde lys, der var behov for og dernæst, at lyskilden var at se så lidt som muligt. Pendlerne blev ophængt over stolestaderne i en tynd ledning fra hvælvene. Endelig bør det nævnes, at tårnurets skiver fik en grundig be­ handling med forgyldte tal på en blå bund. Kirken står nu færdig til på værdig vis at fejre 100 års jubilæet.

34

Kirkens opgave i sognets hverdag A fpa stor Karsten Arboe Woll

Med et fint ord hedder det »diakonien« - idag ville man vel kalde det: omsorgsarbejdet - men fælles for begge betegnelser er det arbejde, der altid har hørt kirken til. Allerede i den første menighed i Jerusalem hører vi om, hvordan man udvalgte 7 fattig­ forstandere eller »diakoner« til at sørge for uddeling af mad til de trængende. Og selvom kirken siden hen også har haft mange ambitioner om pragt og magt, glemte den aldrig samtidig at virke blandt dem, der havde det svært, hvadenten det var enker, fader­ løse eller syge. »De fattige har I altid blandt Jer, og når I vil, kan I gøre godt imod dem!« sagde Jesus engang, og derfor har der altid været indsamlingsbøsser i kirken til sognets fattige. Men hvor forholdene var til at overskue i landsbysamfundet, var problemerne af en helt anden størrelsesorden i storbyens hastigt voksende arbejderkvarterer. I takt med den industrielle revolution så man boligkomplekser skyde op med lynets fart for at skaffe plads til alle dem, der fra landet søgte mod byen for at få bedre levevilkår. Det var ikke altid de fik det, og i de tæt befolkede kvarterer blev sygdom, fattigdom og dårlige boligforhold en ond cirkel for mange. I 1852 blev der givet tilladelse til at opføre boligejendomme uden for voldene og en snes år efter faldt Københavns volde endeligt. Brokvartereme voksede, og kommunen var ikke i stand til at for­ hindre, at meget af det, der byggedes her, var og blev en dårlig ramme om menneskers liv. Sent - og måske også for sent - blev de kirkelige myndigheder klar over, at der også måtte sikres de nye kvarterer kirkelig betjening og efter- at Nørrebro og Østerbro havde fået deres første kirker, kom Set. Matthæus til på Vesterbro. Selvom sognet al-

35

Industri på Vesterbro. Eickhoffs Fabrik. (Lithografi af J. Thorsoe)

lerede fra begyndelsen var altfor stort, kunne man vel sige, at Vester­ bro nu var sikret kirkelig betjening; men hvad med den nød og fattigdom, der fandtes her - hvordan skulle man stille sig til den? Nogle ville vel sige, at det var Gud, andre, at det var tilfældet, der kom den nye kirke til hjælp, da den første sognepræstblev Harald Stein. Han var født i 1840, og var tidligt blevet klarover kirkens uafrystelige ansvar overfor samfundets svage og små. Som præst ved den Danske Diakonissestiftelse havde han allerede i 1872 bragt denne institution ud af et dødvande og søgte med iver at rette befolkningens opmærksomhed mod diakoniens sag. I 1875-76 holdt han 8 foredrag under titlen: »Hvad vil den Indre Mission?«. Foredragene blev holdt i Københavns Indre Missions lille lejede baggårdslokale i Østergade, men var rammen end beskeden, rummede foredragene både udsyn og fremsyn. Under indtryk fra talrige rejser i Europa fremmanede han billedet af en kirke og menighed, der skulle tage sig af dem, der levede på livets skyggeside. Ikke kun med store ord, men med helt konkrete anvisninger på, hvorledes

36

man kunne gøre noget for børnene, for de syge og svage, for de forældreløse, for de prostituerede, for tjenestepigerne, for de fængslede og tidligere straffede - for alle disse grupper gjaldt det, at der ikke bare skulle prædikes for dem i kirken, men der skulle indrettes hjem, hvor de hver for sig kunne hjælpes til et indholdsrigt liv. Harald Stein var ikke blind for, at staten havde påtaget sig en stor del af forsorgen; men han påpegede, at det først og fremmest var den kristne menighed, der skulle leve op til sit ansvar og gen­ nem barmhjertighedens gerning lære mennesker Guds barmhjertighed at kende. Det var store visioner, der her oprulledes for tilhørerne, men Harald Stein beholdt altid begge ben på jorden: I den form, han konkretiserede nøden på og foreslog den afhjulpen, var han nøgtern og usentimental. Denne mand var det altså, der blev den første sognepræst på Vesterbro, og inden længe begyndte virkeliggørelsen af nogle af visionerne. Den 1. november 1882 stiftedes Set. Matthæus sogns Plejeforening af kirkens præster sammen med 24 damer, og allerede det første år uddelte man hjælp til mange barselskvinder og fattige familier med sygdom i hjemmet, og man omdelte mange tusinder portioner varm middagsmad. Diakonissestiftelsen ydede sygeplejehjælp og gode læger gav gratis bistand, ligesom apotekerne gav helt eller delvis gratis medicin. Der var stor interesse for sagen, og ikke mindre end 450 personer tegnede sig for årsbidrag til menighedsplejen, og regnskabet viste, at disse faste givere havde ydet næsten 3.000 kr., medens andre gaver udgjorde 3.800 kr., altså en indtægt på det anselige beløb af omtrent 7.000 kr. det første år. Plejeforeningen havde dengang ikke sit eget hus, men logerede i Matthæusgade 27, 1. sal, og det blev hurtigt klart, at skulle flere aktiviteter sættes i gang, måtte det foregå i langt større omgivelser, d.v.s. i eget hus. Og allerede i 1885 kunne Harald Stein ved års­ mødet fortælle, at man havde fået tilbudt »en i kirkens umiddel­ bare nærhed fortrinligt beliggende byggegrund« på særdeles gunstige vilkår. Her opførtes Plejeforeningens hus, der stod klart året efter, idet den indviedes d. 31. 8. 1886, bare 9 mdr. efter grundstens­ nedlæggelsen. Ved indvielsen talte Stein stærkt og fyndigt om den menighed, der skulle vise at »kristendommen ikke kun er »ord, ord om søndagen,

37

men ingen kærlighedens kraft i ugens løb«, som modstanderne siger«. Hjælpen skulle rettes mod de unge arbejderfamilier med hyppige familieforøgelser (man regnede med ca. 1800 fødsler om året i sognet), den skulle rettes mod de fattige syge, og den skulle ydes børnene. Der var allerede tidligere oprettet en vuggestue, som i den nye bygning fik langt bedre plads, og vuggestuen var åben fra 7 morgen til 7 aften for en betaling af 25 øre om dagen. Det nævnes dog, at dette beløb ikke slog til, hvorfor menigheden måtte bidrage til driften. Udover vuggestuen var der en aktiv syforening, hvor man både syede nye klæder og omsyede gamle for at bortgive dem til trængende. I 1887 oprettedes en såkaldt »lappestue«, hvis formål var at lære »fattige koner« at stoppe og lappe familiens tøj ordentligt. Dette arbejde slog godt an og fortsatte i mange år. I 1886 var man så heldig at modtage en hel del inventar fra et nedlagt folkekøkken på Christianshavn, og denne gave var sikkert medvirkende til, at man i 1887 uddelte ikke mindre end 18.114 portioner varm middagsmad bestående af såvel for- som efterret. Under 1. Verdenskrig gik bespisningen ind under Centralkomiteen af 1914, der med de Samvirkende Menighedsplejer stod for den største maduddeling for private gaver, København endnu har set. Endnu i 1938 fandt der madudlevering sted, men antallet var nu såre beskedent, nemlig 428 på årsbasis. Også for de arbejdsløse i mellemkrigstidens kriseår havde pleje­ foreningen omsorg. Bl.a. i årsberetningen 1923/24 kan man læse, hvorledes man sammen med andre sogne i bydelen bidrog til driften af en barak på Enghave Plads og leverede kaffe, brød og tobak m.v. Naturligvis var arbejdet for gamle også fra begyndelsen en opgave for menighedsplejen, men det er tydeligt, at sognet i de første årtier først og fremmest prægedes af unge mennesker og deres problemer. Derfor skal vi hen til 1908, før vi første gang i en årsberetning hører om en skovtur for gamle - og til julen 1911, før der står nævnt en julefest i Plejeforeningen for 50 gamle. Men der eksisterede en aktiv besøgsvirksomhed hos ældre og ensomme, og i det mindste efter 1. Verdenskrig begyndte man med måned­ lige møder for ældre i Valdemarsgade 27. Der arrangeredes også udflugter - således kan man læse i årsberetningen fra 1934, at »3 gamle har været til havefest hos forfatterinden frk. I.M. Sick

38