545467895

Vesterbro hørte dengang til Frederiksberg sogn, hvis område strakte sig helt ind til voldene og Vesterport. Den del af sognet, som om­ fatter det egentlige Vesterbro med sin store befolkningstilvækst, lå således langt fra sin sognekirke, Frederiksberg kirke, som var den eneste kirke i hele det store sogn, desuden var den alt for lille til at kunne give en blot nogenlunde betjening af menigheden, og præ­ sterne, som var tilknyttet den, havde på det nærmeste umulige arbejdsvilkår. »Hvor menigheder ved tidernes gunst er således til­ tagne i folkemængde, at den kirkelige betjening, der for 10, selv 20 eller 40 år siden var tilstrækkelig, er nu aldeles ufyldestgørende. 'I dette tilfælde er der ingen brug for valgmenighedsloven (en sådan fik vi i 1868), da man måske er særdeles tilfreds med sin sognepræst, når han blot havde sammen evne til at betjene 20.000 sjæle, som han havde til at betjene 3-4000.« (Pienge i »Fædrelandet«). Man var klar over, at skulle det lykkes at få rejst en kirke på Vesterbro inden for en overskuelig tid, skulle initiativet komme fra »den under trykket lidende menighed, som må være beredt på at bringe et pengeoffer for at opnå en bedre tilstand«, men regeringen og kommunalbestyrelsen måtte gøre det muligt. Det var baggrunden for drøftelserne på det førnævnte møde hos fru Casse. De tilstedværende damer havde egentlig tænkt sig at begynde med at lade afholde en basar for derved at skabe begyndelsen til et byggefond. Man enedes dog om i stedet for at nedsætte et udvalg bestående af de tilstedeværende herrer, der så skulle overveje, på hvilken måde man bedst kunne henvende sig til en større kreds for at tilvejebringe bidrag til sagens fremme. Udvalget supplerede sig hurtigt med en række personer på det egentlige Vesterbro, som man måtte forvente ville vise sagen interesse og støtte. Men vejen frem var både trang og lang. Man måtte blive enig om, i hvilket distrikt, kirken skulle ligge. Meningerne var delte mellem det egentlige Vesterbro, som lå længst borte fra sin sognekirke og havde det største behov, og villakvarteret nord for Vesterbrogade, som også var stærkt voksende. Man enedes dog om, at arbejde for Vesterbro-planen. Enige var man også om, at kirken skulle være »rummelig men tarvelig og dog tillige hyggelig«. Desuden måtte man finde frem til den bedste måde at skaffe bidragydere på, da kirke- byggeri i de tider for en stor del måtte bekostes af menighederne selv. Først når interessen for sagen viste sig rimelig stor, kunne

9