545467895

kredse. Man troede ganske simpelt ikke sine egne øjne. Det var ikke kun kernemenighederne rundt om i sognene, der reagerede. Men også den del af menigheden, der kun bruger kirken ved store familiebegivenheder, reagerede. For tænk nu, hvis deres familiekirke med tiden skulle nedlæg­ ges og måske blot fremover være en museumsbygning. Resultatet af di­ rekte kirkenedlæggelser kan meget vel tænkes at blive dette, at man ved at hindre menigheden i fremover at benytte den gamle familiekirke, at man da samtidig bremser folk i deres ønske og motivation i det hele taget til at benytte sig af kirkens tilbud. Dette vil igen medføre, at man om føje år med god ret fra stat og kommunes side vil kunne lukke endnu flere kirker end dem, arbejdsgruppen i 1979 foreslog nedlagt og at vi så ville få endnu flere museer. De kommende generationer vil så kunne gå hen og se, hvor deres forfædre eventuelt en gang var blevet døbt, konfir­ meret, gift eller begravet fra. For selve kernemenigheden er selve kirke­ rummet nok ikke så afgørende, selvom den naturligvis også stejler, hvis man vil prøve at lave alt for meget om ved den kirke, den plejer at kom­ me i søndag efter søndag. For dem er selve gudstjenesten og de kirkelige handlinger på en anden måde det centrale, selvom grænserne selvfølge­ lig er flydende mellem kernemenigheden og den øvrige del af menighe­ den. Begge står de i hvert tilfælde sammen i ønsket om at bevare deres egen kirke, hvad de mange reaktioner på ovennævnte forslag også er et tydeligt bevis på. Men kirken må også være sig bevidst, at det ikke blot drejer sig om at bevare selve kirkebygningerne, men også en levende menighed i og om­ kring kirken. For sandheden er vel den, at kernemenigheden med tiden ligeså langsomt skrumper ind. Tilgangen er ganske enkelt mindre end den naturlige afgang. Og gøres der ikke snart noget radikalt ved dette, så vil en ren administrativ lukning fra oven af kirkerne være unødvendig, for der vil ingen menighed være tilbage til at værne dem mod lukning. Dette vil selvfølgelig ikke ske inden for de nærmeste år, men tendensen er i disse år klar nok. Hele den kirkelige situation i vort land må aftvinge en aktiv handlen ud fra kernemenigheden. Og dette kræver så nok igen i første række af denne, at den ophører med at være kernemenighed og dermed også opgi­ ver sin egen selvtilstrækkelighed. Hermed bestemt ikke være sagt, at den i dag ikke interesserer sig for dem, der ikke hører til den faste gruppe af kirkegængere i sognet. Jo, der tales godt nok med bekymrede stemmer om dem udenfor, men der gøres intet reelt for at få dem i tale og draget

48