591167006

dalsen bestemmer, at Kapitalen ikke maa røres, men kim Ren­ lerne anvendes til Hospitalets Drift; hvis Renterne ikke ere til. strækkelige, udredes del øvrige af Pastoratets almindelige Fattig­ kasse, ligesom den tillægger Sognets Fattigcommission den sæd­ vanlige og daglige Bestyrelse af Hospitalet." Den i Gavebrevet omtalte Ejendom findes endnu; det er det gamle gule slraatækle Hus, der i vore Dage afgiver Lokaler for Sogneraadet, og som ligger ud mod den Vej, der fra Jernbane­ gade fører til Tinghuset. Det viste sig snart, at Stiftelsen ikke svarede til sit Formaal; dels vare Midlerne altfor smaa, og dels savnede Kommunen et Fattighus, saa at del snart i Praksis blev saaledes, at Stiftelsen benyttedes som saadant og derved ophørte at udgøre en særlig Afdeling af Fattigvæsenet. Stifternes smukke Tanke blev saaledes aldrig virkeliggjort og Livet i Stiftelsen, hvor stridslystne Kvinder leverede mangen en Bataille, blev efterluianden af en saadan Natur, at Sogneforstander- skabet alvorligt maatte tage under Overvejelse at forbedre For­ boldene. 1844 ansøgte man Kancelliet om Tilladelse til at udvide Stiftelsen og dertil anvende de 1400 Rdl., som Provst Brønsted i sin Tid havde refunderet Stiftelsen. Kancelliets Tilladelse mod­ toges 19de Septb. 1844, og 12te Avg. 1845 var Ombygningen fuldført, og fra den Tid erholdt Stiftelsen fuldstændig Karakteren af at være Sognets Fattighus. I denne Skikkelse eksisterede Hospitalet indtil Begyndelsen af 60erne; paa den Tid begyndte man at overveje, om det ikke var heldigst, at Kommunen log de mest trængende blandt de Fattige under fuldstændig Forsorg, istedetfor som hidtil kun at yde dem Husly og Understøttelse. Overvejelserne førte til, at man 1862 besluttede at bygge et nyL Fattighus samt søge Mini­ steriets Tilladelse til at inddrage „det gamle" d. v. s. den Winter- feldt-Vossiske Stiftelse heri. December 1862 sendte man Indenrigsministeriet et Andragende om denne Sag; det hedder heri bl. a. „Hospitalet i sin nuværende Skikkelse maa overbevise enhver om den elendige Frugt, en util­ strækkelig og ilde anvendt Velgørenhed bærer" og „om en Reforms paatrængende Nødvendighed". Hospitalet skildres som et Arnested for Lediggang, Drukkenskab og Tiggeri, hvor del falder den Enkelte vanskeligt at bolde sig ubesmittet af den almindelige Fordærvelse.