591167006

altid vare i Ledtog med Adelen? og maa vi ikke høre ilde hos alle dem, der ikke kunne skelne mellem Gejstlighed og Clerisie, saalænge danske Præster anprise en Bog, der gør en Mixtur af Adelssind og Hildebrandismus lil Statens Lægemiddel? Naar man anfører Aarsagerne lil Menneskehedens Forfald, saa nævne man altid Adel og Clerisie, men Ordet Gejstlighed holde man i Hæder. Siden Reformationen, som egentlig først stiftede en Gejstlighed, var ikke den, som Stand, men enkelte Clerikere, i Adelens Færd. Fornuftens Vælde knuser engang, tidlig eller sildig, Adels­ vælden, thi denne beslaar ikke med Idealet afen Fornuftstat, nien Gejstlighedens Vadde hævder den, thi den er moralsk, og Gejst­ lighed er ikke Mændene i Pibekrave og Samarie. Hvo der an- priser hin Forfatters Bog, formader Menneskehedens Fuldkommen- gørlighed. Man kan (som Anmelderen i ,,Iris“ ) rose Hensigten, uden at billige Midlernes Valg. Ikke vil jeg have min Dom udtydet til Forfatterens Haan. Hans Retskaffenhed er bekendt nok, til at man ikke skulde bære over med saadanne theoretiske Fordomme, hvis praktiske Skade­ lighed mere ligger i Fremstillelsen end i Tendentsen. Det er hans beskedne dokel, som han ikke paatrænger nogen som Orakelsprog. Han er Medlem af en Stand, i hvilken jeg kender mange Sand­ hedens og Videnskabernes og Religionens varme Venner; af en Stand, i hvilken Bille, Thora, Ltitken og tiere benævnte og ube­ nævnte have, hver efter sin Tids Oplysning, ved Skrifter søgt at fremme Religionens Tarv. Winterfeldt til sine yngre Krigskammerater 1807. W. begynder med at sige, at han ikke taler som Admiral, men som en Kammerat med mange Aars Eftertanke og Erfaring; han omtaler først det smertelige Tab Danmark har lidt ved at miste sin stolle Flaade, og han forstaar godt, at de Unge i Øje­ blikkets Ophidselse raaber op om, at det kunde have været ander­ ledes, og at de, nu da Danmark ingen Flaade har mere, maa gaa i fremmed Tjeneste.— Dernæst erindrer han dem om, at Danmark i tidligere Tid mere end én Gang har været sin Undergang nær, men dog stadig har rejst sig igen, og at man heller ikke nu har