591167006

Winterfeldt.

Salig Alle som i Herren døde! Salig, ædle, fromme Olding, Dn! Engle rakte Krandsen Dig — og bøde Venlig: „følge", i Din Faders Hu. Og Du fulgte — smilende og gjerne Thi Din Vej var lys og blomsterstrøed, Og den fører til det store Fjerne, Til den Fader, som Dig komme bød. Troe og Haab og Kjerlighed forvissed, Dig hernede alt saa meget Held; Troe og Haab og Kjerlighed vil hisset, Lede Dig til Salighedens Væld. Hvo, som Du, i Prøvetidens Dage, Som et Mønster paa hver mandig Dyd, Med et Hjerte, ømt ved andres Klage, Frydefuld ved hjulpne Brødres Fryd. Med en Aand som Religionens Adel Hæved over hver en smaalig lid Med en Vandel, svigfrie, uden Dadel, Med et Sind, saa reent, saa barnligt blidt Naar en saadan Engel fra os iler, Ved det Bud som Støvet kalder: Død! Naar det Leer i Gravens Gjemme hviler, Som saa gjerne lindred' Brødres Nød. O, da skuer taareblændte Øje Efter den, med dyb Taknemlighed! Og, som Seraf, fra del lyse Høje Smiler venlig han til Støvet ned. O, saa længe, varmt for høje Dyder, Danskes varme Hjerter trofast skurer, O, saa længe Retfærd Hyldest byder: Winterfeldt i Danskes Hjerter staaer.